Mette Goddiksen er BTs klummeskribent.
Mette Goddiksen er BTs klummeskribent. Foto: Henning Bagger

Skilte forældre med en 7/7-ordning hænges ud som egoistiske. Men det er modsat!

Jeg har fundet ud af, at jeg skal skamme mig over, at jeg er skilt og har en 7/7-ordning med min eksmand. Det fandt jeg blandt andet ud af gennem en artikelserie om skilsmisse i Kristeligt Dagblad, hvor forældre til delebørn med 7/7-ordning fik med krabasken blandt andet gennem denne underrubrik:

’Mange skilsmissebørn bor i dag lige meget hos mor og far. Ordningen er udtryk for, at forældre sætter egne behov i forreste række, siger eksperter’.

Siden er der kommet en dugfrisk, svensk undersøgelse, der viser det modsatte: 7/7-ordningen er bedre for børnene, så længe samarbejdet fungerer, da det giver dem et nært forhold til både far og mor.

Det er helt klart også min erfaring. Mine børn har en god far, og de skal ikke snydes for et nært hverdagsforhold til ham. Samarbejdet er faktisk så godt, at han passer min datter, som jeg har med min nye mand, når vi skal noget. De to hjem er forbundne, og spiller børnene håndboldkamp, sker det ofte, at mor, far, stedmor, stedfar og lillesøster sidder og hepper i en samlet gruppe. 7/7-ordningen har jeg også valgt, fordi en nær relation til far opbygges over mandagsfrikadellen, ikke over hektiske, overkompenserende tivoliture hver anden weekend. Det er ikke fordi, jeg sætter mine egne behov først.

I det hele taget er jeg i tvivl om, hvilke behov de eksperter snakker om: Jeg har ikke et behov for at savne mine børn. Jeg mener, at jeg derimod ville sætte egne behov forrest, hvis jeg tvang en 10-4-ordning igennem med konflikter til følge, bare fordi jeg er mor og kvinde.

Alligevel hænges jeg og andre ud som én af de her syndige, egoistiske syv-syvere, ’der bare vil have frit valg på alle hylder’, som én af de forhudsindsnævrede kommentatorer på Kristeligt Dagblad med strunk pegefinger pointerede. Hun så mig helt klart som sådan en troløs kvinde, der fandt vodkaflasken og den lille leopardsag frem, så snart jeg havde afleveret børn. Jeg gider egentlig ikke retfærdiggøre den slags med et modangreb, bare en stille forsikring om, at mine børn trives. Der findes i hvert fald ikke et bedre alternativ for os.

De trives blandt andet, fordi jeg – modsat nogle andre kvinder - har lært at acceptere det kontroltab, det giver at være skilt. Jo mere tid hos far – jo større kontroltab. Vi kan ikke diktere, at de skal have speltbrød og broccoli ovre hos far – og at skabe konflikter over, de får røde pølser hos far er mere skadeligt for deres mentale sundhed, end pølser er for den fysiske. Skilsmisse er lig med kontroltab – og det er lig med at parkere sine egne behov, holde kæft og være fleksibel. Mine børn kan altid tage ekstra dage hos mig eller faren, hvis de har lyst. Kodeordene er storsind og ordentlighed.

Men skamme mig, dét skal jeg alligevel: Hvorfor flytter I forældre så ikke bare hver anden uge og lader børnene bo ét fast sted, spørger kritikerne retorisk og med selvtilfreds mine. Og der fik de mig: Jeg må indrømme blankt, at det ville jeg ikke bryde mig om.

Men når det er sagt, så er løsningen med et fast børnehjem jo bare ikke realistisk. Far og mor er blevet skilt af en grund, og det er meget urealistisk, at de pludselig kan enes om boligafdrag, rengøring og indkøb til et fælles hjem – ergo ville konflikterne fortsætte. Børnene ville dermed stadig bo i et skilsmissehjem, hvilket i min verden er markant værre end at komme fra ét.

SMS

Hitter på Facebook