Metroselskabet bør tilbyde at købe lejligheder, hvis ejerne generes for meget af metrobyggeriet, foreslår Morten Kabell fra EL. V, SF og R er positive.

Støj, støv og besværlige adgangsforhold. Sådan kommer hverdagen til at se ud for naboerne til den nye Metro Cityring, når byggeriet bliver skudt i gang til næste sommer. Derfor foreslår medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Enhedslisten Morten Kabell, at Metroselskabet tilbyder at købe naboernes boliger, hvis generne under byggeriet bliver uudholdelige.

Forslaget bliver mødt af positive tilkendegivelser på rådhuset, og der tegner sit et flertal i Borgerrepræsentationen for at imødekomme udspillet. SF, Venstre, Enhedslisten og De Radikale er alle enige i, at der skal findes løsninger på byggeriets gener.

- Vi kan ikke leve med, at folk får ødelagt deres nattesøvn i otte år, så selvfølgelig skal vi finde en løsning, siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.

Venstre støtter også op om forslaget, men peger på at købstilbuddet ikke må sprænge økonomien for byggeriet.

- Vi er bekymrede for de støjgener byggeriet vil give, og hvis løsningen kan holdes inden for de økonomiske rammer, synes vi, at det er en god idé, siger Lars Dueholm (V), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti afviser udspillet og refererer til, at beboerne enkeltvis kan søge om erstatning i Ekspropriationskommissionen.

/ritzau/