Hele 40 »strakspåbud« har de københavnske metrobyggepladser fået af Arbejdstilsynet inden for det seneste år. Det er tæt på fire gange så mange, som der før på et enkelt år er blevet givet, og det betyder, at sikkerheden er i bund.

Det står ikke bare skidt til med sikkerheden på metrobyggepladserne i København. Den er helt gal.

Ifølge politiken.dk har Arbejdstilsynet udstukket hele 40 strakspåbud alene i år til det italienske entreprenørselskab Trevi, som blandt andet laver bore- og gravearbejdet på de kommende stationer.

Et strakspåbud giver tilsynet, hvis der bliver opdaget alvorlige fejl på arbejdspladsen. Og der skal øjeblikkeligt handles på dem, så der ikke sker arbejdsulykker.

Også de ansatte på byggepladserne lægger mærke til vilkårene. Dan Jensen, der er tillidsmand for alle metropladserne, var også med, da det første metrobyggeri var i gang.

- Jeg har arbejdet i 30 år som jord- og betonarbejder, og forholdene på de nuværende metrobyggepladser er de værste, jeg nogensinde har oplevet, siger han til politiken.dk.

Trevi har sat en uheldig rekord, for det er det firma, som har fået flest strakspåbud på et år. Til sammenligning har andenpladsen, Carlsberg, fået 12 påbud i 2011.

Overtrædelserne er af forskellig karakter som manglende afspærring af 28 meter dybe huller, manglende sikkerhedsudstyr og uforsvarlig sikring af stilladser.

De 40 strakspåbud er ifølge tilsynschefen i Arbejdstilsynet, Karsten Bach Kristensen, »mange til en enkelt virksomhed«. Men han understreger, at det giver udfordringer, at mange af metrobyggerierne ligger i tæt bebyggelse.

- Men vi forventer, at når vi giver et påbud for eksempel omkring manglende afgrænsning, så spredes det i organisationen, så vi ikke støder på de samme problemer på andre byggepladser. Det halter noget med denne spredningseffekt, siger han til politiken.dk.

Indtil nu er Arbejdsskadestyrelsen blevet gjort opmærksom på tre arbejdsulykker på byggepladserne. Men Politiken kender til flere, som ikke er blevet anmeldt af Trevi.