Naboerne til seks af de store metrobyggepladser i hovedstaden lever i en voldsom larm, fordi støjreglerne bliver brudt.

Anlæggelsen af Metro Cityringen i København sker til stor gene for naboerne, som må finde sig i en uudholdelig larm fra det omfattende byggeri, skriver Politiken.

Avisen har fået fingrene i entreprenørens støjrapporter, og de viser, at den tilladte udendørs støjgrænse i dagtimerne systematisk bliver overskredet.

I løbet af sommeren har det betydet, at naboer til seks forskellige byggepladser har været nødt til at finde sig i en grænseoverskridende larm.

Det er især gået hårdt ud over beboerne ved Nuuks Plads og Aksel Møllers Have, hvor støjgrænserne blev overskredet i henholdsvis 41 dage i maj og juni samt 40 dage i juni og juli.

Også indbyggerne omkring Københavns Hovedbanegård er hårdt ramt af larmen fra metrobyggeriet. Her er der målt støj på 93 decibel, selvom grænsen ligger på 70 decibel.

I selve lejlighederne i området når larmen op på 65 decibel, hvilket svarer til en høj samtale.

Overlæge Ture Andersen fra Høreklinikken ved Odense Universitetshospital påpeger, at larmen kan være skadelig for helbredet.

- At blive udsat for op mod 65 decibel i sin lejlighed i månedsvis er ikke livstruende, men det er en ganske markant stressfaktor. Fordi man ikke kan få fred og ro, er der en risiko for at udvikle egentlige stresssymptomer som dårlig hukommelse, søvnproblemer og forhøjet blodtryk, siger han til Politiken.

Metroselskabet erkender, at støjreglerne ikke bliver overholdt, men kundedirektør Rebekka Nymark siger:

-Men det har hele tiden været forudsat, at vi ikke kunne gennemføre byggeriet uden at få dispensationer,

Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) har bedt Center for Miljø om at stramme op og skærpe tilsynet med metrobyggeriet