Vinteren er over os og med det følger kulden og sneen. I løbet af i dag er der faldet en del sne på Sjælland og Bornholm, og det bliver ved i løbet af natten. I de tidlige morgentimer og i morgen formiddag kan Vendsyssel og Nordjylland dog også forvente hvidt fra himlen.

»Det er et meget stille og roligt snefald, men pas på sneglatte veje. Især de mindre veje kan være rigtig glatte, hvis de ikke er saltet og ryddet for sne,« advarer Frank Nielsen, vagthavende hos DMI.

Den advarsel er politikredsene rundt om i landet også ude med. Blandt andet Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Sneen og kulden kommer fra Skåne og Bornholm og vil bevæge sig over landet i løbet af natten og formiddagen. I morgen eftermiddag burde vejret være stilnet af, forklarer Frank Nielsen.

Alligevel vil det fortsætte med at være rigtig koldt. I morgen vil temperaturen ligge på mellem 2-6 minusgrader. Dog kan de på Bornholm forvente helt ned til minus otte grader.

»I weekenden kommer der måske lidt sne, men vi skal ikke forvente det store,« fortæller Frank Nielsen. Men det er stadig meget vinteragtigt vejr, og derfor kan vi i de næste dage forvente temperaturer på frysepunktet i dagstimerne, men ned til minus fem grader om natten.

I begyndelsen af næste uge ser det ud til, at vejret bliver mere mildt, og solen kigger muligvis frem på mandag.