Politikere fra alle partier og kollegaer i regeringstoppen kan kigge med misundelse på statsministerens lave ejendomsskat.

BT har tjekket 14 politikeres grundskyld. Politikerne er bosat over hele landet, og ikke overraskende er det i og omkring København, at politikerne betaler de største beløb.

htsgrundskyld

Fælles for dem er også, at de alle må lægge ryg til stigninger i grundskylden de kommende år. Der er dog én politiker, der skiller sig ud. Og det er Helle Thorning-Schmidt, der har et rækkehus på Kuhlausgade på Østerbro i København. Hun har - som den eneste af politikerne - ikke udsigt til stigende grundskyld. Det skyldes, at Skat har lavet en fejl, så hendes grund er vurderet forkert. Men fejlen kan ifølge Skat ikke rettes, så hun slipper billigt i skat.

Grundværdien på hendes rækkehus har holdt sig i ro siden 2009, fordi Skat ikke fik hendes og naboernes hus med i en justering i 2011. Det er kun ejendomsværdien på hendes hus, der er steget. Sidstnævnte har ikke betydning for skattebetalingen, fordi der er skattestop på ejendomsværdiskatten, mens der er skatteloft på grundskylden.

Det betyder, at den maksimalt må stige med syv procent om året. Med andre ord: Så længe grundværdien ikke stiger, så stiger beskatningsgrundlaget for Helle Thorning-Schmidt heller ikke. Og derfor kan statsministeren glæde sig over, at hendes ejendomsskat holder sig i ro frem til 2017, hvor der kommer nye vurderinger fra Skat.

Vicestatsminister Morten Østergaard (R) ejer sammen med sin kone også et rækkehus i Københavns Kommune på nogenlunde samme størrelse.

Morten Østergaards rækkehus ligger dog i et langt mindre eftertraget kvarter i Oxford Have på Amager. Det afspejler sig også i prisen. Mens rækkehusene på Helle Thorning-Schmidts Kuhlausgade sælges til syv millioner kroner, så sælges de store rækkehuse i Oxford Have til ca. 3,7 millioner kroner.

Til gengæld må økonomiministeren lide den tort, at hans skat stiger de kommende år.
Med den nuværende grundværdi er Skat først glade, når Østergaard betaler 28.914 kroner kroner om året. Helle Thorning-Schmidts maksimale grundskyld er 21.780 kroner.

htsgrundskyld

I en skriftlig kommentar til BT skriver Morten Østergaard:

»Jeg vil af princip ikke kommentere mine private forhold, men bare sige, at min holdning er, at enhver krone er bedre og mere rimeligt brugt på at sænke skatten på arbejde for alle arbejdende danskere frem for at give skatterabatter, der kun gavner os boligejere.«

Sådan har vi lavet listen:
BT har undersøgt, hvad 14 toneangivende politikere betaler i grundskyld, og hvor meget de stiger de kommende år. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Søren Pape Poulsen (K) er ikke taget med i den endelige udgave i avisen, fordi de begge bor i andelsboliger, hvor grundskylden fordeles mellem andelshaverne i foreningen, og det er ikke sammenligneligt med en parcelhusgrund.