Ifølge en meningsmåling siger et flertal af danskerne, at den største udfordring ved indvandring er, at indvandrere ikke anerkender danske værdier.

Forholdet til danske værdier er den helt afgørende faktor, når danskerne skal vurdere, hvor de ser den største udfordring ved indvandringen, viser en meningsmåling ifølge Jyllands-Posten.

50,3 procent svarer, at den største udfordring er, at indvandrere ikke anerkender danske værdier.

Kun 12 procent svarer, at indvandrerne koster samfundet dyrt, mens fire procent siger, at de ikke kan få øje på nogen udfordringer.

Målingens resultater overrasker ikke integrationsminister Manu Sareen (R). Han ser også problemer med blandt andet ligestilling, social kontrol og manglende frisind.

»Faktum er, at der er nogle indvandrerfamilier, som lever meget parallelt, og som har meget svært ved at respektere og efterleve de værdier, som flertallet lever efter. Det skal vi selvfølgelig fortsætte med at gøre noget ved,« siger han til Jyllands-Posten.