Fokus på dansk film, når årets europæiske priser uddeles med von Trier og Susanne Bier blandt kandidaterne.

Han vil ikke selv være til stede, men Lars von Trier og hans storfilm "Melancholia" kan meget vel få en hovedrolle, når årets europæiske filmpriser uddeles i aften i Berlin.

Triers seneste værk er nomineret i syv kategorier og regnes for én af favoritterne til den største hæder, prisen for årets bedste spillefilm. Blandt andet i konkurrence med Susanne Biers Oscar-vinder "Hævnen".

De godt 2500 medlemmer af European Film Academy, som afgør, hvem der skal have priserne, kan ud over de to danske kandidater stemme på værker som "Kongens store tale" og den belgiske stumfilm "The Artist".

Bier, Mikael Persbrandt og Anders Thomas Jensen, manuskriptforfatter på "Hævnen" vil ligeledes være til stede under showet i den tyske hovedstad.

Det samme gælder Mads Mikkelsen, der modtager en særlig pris for sin indsats for europæisk film, og Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen.

Aalbæk mener, at der er grund til at glæde sig over den opmærksomhed, som alene de mange nomineringer, 13 i alt, kaster på dansk film.

- Desuden vil en pris til én af Zentropas film komme belejligt for det skrantende foretagende, mener han.

Med mellemrum forsøges de europæiske priser lanceret som et modstykke til den amerikanske Oscar-uddeling. Den sammenligning er imidlertid ikke rimelig, siger Peter Aalbæk.

- Jeg ved ikke, om det europæiske filmshow nogen sinde får den samme bevågenhed. Og det hysteri, der er bygget op omkring Oscar, passer ligesom bedre til amerikanerne.

Når det gælder indhold og underholdningsværdi, mener Zentropas direktør ikke, at der er grund til falde på halen over den amerikanske gigant.

Det bedste show, han har overværet, var uddelingen af de europæiske priser i København med Mikael Bertelsen som vært.

- Derimod plejer det at være smadderkedeligt at sidde i salen under Oscar-uddelingerne, fordi programmet hele tiden afbrydes på grund af reklamerne i tv, slutter han.

/ritzau/