Medstifter af partiet Nye Borgerlige Svend Pedersen blev torsdag frikendt i en sag om underslæb.

Svend Pedersen har nu rettens ord for, at han er uskyldig i alle anklager mod ham i en sag om underslæb, hvor han - som BT afslørede tilbage i september - stod tiltalt for at have tilegnet sig mindst 80 flasker vin, der var i hans varetægt, for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, ligesom han var tiltalt for at have forbrugt 50.000 kroner, som var betroet ham.

Svend Pedersen blev nemlig pure frifundet af en enig domsmandsret, og det glæder hovedpersonen selv.

'Jeg er i alle forhold og til hver en tid et ordentligt menneske. Det er vigtigt at være et ordentligt menneske, hvis man skal kunne fungere som en fri mand. Og dét kan jeg. Jeg er helt fri og fortsat ustraffet, og jeg forventer respekt fra alle for fortsat at fremstå som en hædersmand,' skriver han i en mail til BT.

Svend Pedersen tilføjer, at han aldrig har snydt noget menneske for en krone, men hvis det skulle være tilfældet, så betaler han gerne tilbage.

'Når alt dette er sagt, så skal det dog også indføjes, at jeg 'snyder' i skat, for som Mogens Glistrup sagde: 'En krone betalt til staten er en krone betalt til fædrelandets fordærv,' og deri havde han aldeles ret, men jeg har aldrig snydt noget menneske for én eneste krone, og hvis nogen kan påpege det modsatte, må jeg kompensere vedkommende. I går blev jeg frikendt netop for dét. Den største skattesnyder er dog statsmagten, men det er en anden diskussion værdig,' skriver han.

Svend Pedersen var tilbage i september 2015 én af de tre jublende stiftere, da Nye Borgerlige - dengang under navnet Vi Konservative - så dagens lys. Siden forsvandt han fra partiet, men er i dag stadig nære venner med flere fra partiets top.

Takker for støtten

Mens Svend Pedersen har haft den noget trælse sag hængende over hovedet, har han samtidig været offer for en lang række beskyldninger, fortæller han. Ifølge ham selv har flere personer nemlig »udbredt bagvaskerier« om ham på de sociale medier, og det har han i sinde at gå rettens vej med.

Hovedpersonen ser dog lysglimt i hele den komplekse sag, undervejs har han nemlig modtaget støtte fra sin tidligere partikollega og nære veninde Pernille Vermund, som han stiftede Nye Borgerlige sammen med.

»Jeg har hele tiden haft en stor, personlig støtte i Pernille Vermund. Hun var den af mine venner, der fra begyndelsen undersøgte beskyldningerne til bunds. Hun stillede konkrete spørgsmål, hvilket jeg vil være hende evigt taknemmelig for. Hendes spørgsmål gav mig mulighed for at svare konkret,« skriver han.

Svend Pedersen fortæller samtidig, at han trods sin politiske fortid hos Nye Borgerlige ikke længere agter at »agere i det politiske forum.«