To mænd - med henholdsvis somalisk og pakistansk baggrund - står til at blive sigtet for at planlægge et attentat mod en socialdemokratisk minister, skriver flere medier.

De to mænd blev anholdt onsdag i henholdsvis Ishøj og Taastrup som en del af en større ransagningsaktion, der blev gennemført i Storkøbenhavn onsdag.

Ifølge Politikens oplysninger vil de blive sigtet efter straffelovens paragraf 113, der omfatter »forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder«. Der er altså ikke tale om en sigtelse for terror.

Ekstra Bladet skriver, at mediet har været i kontakt med en af de sigtede, og han skulle have oplyst, at det var forsvarsminister Nicolai Wammen (S), er var målet for attentatet.

Anholdelserne skete efter en efterforskning, der var blevet iværksat på baggrund af »observationer« omkring Nicolai Wammen og hans bopæl de seneste to uger. Trods de alvorlige sigtelser er begge mænd blevet løsladt af Københavns Politi torsdag.

Forsvarsministeren har været under PET-beskyttelse efter terrorangrebet i København i midten af februar.

Hverken Københavns Politi eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) har ønsket at kommentere hverken anholdelserne eller sigtelserne.

 

BNB