Efter flere skandale-sager er den øverste chef for Skat, Jesper Rønnov Simonsen, blevet fritstillet.

Det bekræfter Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, over for Ritzau, efter at DR erfarede det tidligere på dagen.

Ifølge DR fritstilles han med øjeblikkelig virkning og erstattes i stedet af den nuværende direktør for kundeservice, Merete Agergaard, der konstitueres som direktør for Skat.

Det sker blot få dage efter, at Skat erkendte, at svindlen med udbytteskat kostede de danske skatteborgere 12,3 milliarder kroner - tre milliarder mere end de 9,1 mia. kr., som der først blev meldt ud.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterer klokken 13 regeringens plan for at få Skat tilbage på benene efter flere skandalesager, men nyheden om Jesper Rønnovs fritstilling vækker allerede nu glæde hos Dansk Folkeparti.

»Simonsen har været direktør under de her kæmpe skandaler,« siger Flydtkjær.

En måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, viser, at seks ud af ti danskere mener, at Jesper Rønnow Simonsen, ikke kan fortsætte i sit job.

Det har også vakt undren blandt de folkevalgte på Christiansborg, at skatteministeren har valgt at frede Skat-direktøren, som har haft det overordnede ansvar for de seneste års skandaler i myndigheden - blandt andet ulovlig inddrivelse af gæld.

Karsten Lauritzen pointerede torsdag, at han lytter til kritikken af Skats øverste ledelse.

»Jeg tager selvfølgelig de meldinger med, som kommer fra de forskellige politiske partier. Jeg forstår godt, at der er en frustration, både på Christiansborg og i offentligheden,« sagde skatteministeren.

»De (de højtstående embedsmænd, red.) har fået den opgave af mig at rydde op, og hvis der ikke bliver leveret på det, får det selvfølgelig nogle konsekvenser.«

Også departementschef i Skatteministeriet Jens Brøchner har været genstand for kritik.