Det kendte tøjmærke Ganni står nu til at blive solgt for en halv milliard kroner.

Det skriver Børsen.

Det er ægteparret Ditte og Nicolaj Reffstrup, der står bag tøjmærket, der særligt laver kjoler, trøjer og jakker.

Ifølge Børsen er det den amerikanske kapitalfond L Catterton, der står bag det forestående køb på 500 millioner kroner. Det vil i så fald blive L Cattertons andet danske opkøb på kort tid, efter de købte 20 procent af Lagkagehuset for nylig.

Børsen har talt med Nicolaj Reffstrup, der sidder på 64 procent af aktierne i Ganni, og bestyrelsesformanden i firmaet, men de har ingen kommentarer. Samme melding kommer fra kapitalfonden.

Ganni havde et overskud på 17 millioner kroner efter skat i 2016. Ifølge Børsen skulle driftsindtjeningen være steget til det tredoblet i 2017.

Tøjfirmaet blev stiftet i år 2000 og har siden 2009 været drevet af kreativ direktør Ditte Reffstrup og direktør Nicolaj Reffstrup. Ganni har over 400 butikker i Danmark, Norge og Sverige.