Antallet af politianmeldelser for tyveri fra danske virksomheder steg med knap 20 pct. fra 2014 til 2015, viser tal fra Rigspolitiet ifølge netmediet DIBusiness.dk

Rigspolitiets opgørelse fra 1. januar 2016 viser, at 1.383 medarbejdere blev anmeldt for at stjæle fra deres arbejdsplads i 2015. Det er det højeste antal registreret de sidste ni år. Men Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør og leder af Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet, mener, at det reelle tal er endnu større.

- Det er min vurdering, at mange virksomheder undlader at anmelde forholdene, men i stedet indgår et forlig med medarbejderen for at undgå offentlig negativ omtale. Ud over det benytter særligt større virksomheder sig også af private sikkerhedsfirmaer til at opklare eksempelvis tyveri, siger han.

Bortvisning frem for anmeldelse
Når medarbejderne bliver taget med fingrene i kagedåsen, vælger arbejdsgiverne ofte at løse situationen ved at bortvise medarbejderne og tager sjældent skridtet videre med en politianmeldelse. Det bekræfter Anders Fugmann, konsulent i Dansk Industri (DI), som jævnligt rådgiver virksomhedsledere om tyveri fra arbejdspladsen. Her ender meget få med en politianmeldelse eller i retten.

- Det er som oftest begrundet i, at en bortvisning tit anses for at være tilstrækkelig sanktion, og meget ofte tilstår medarbejderen også, når personen bliver stillet til regnskab, siger han.

Anders Fugmann vurderer, at politianmeldelser dog i de fleste tilfælde kommer på bordet, når der bliver stjålet for værdibeløb på 10-15.000 kr. og opefter.

Private opklaringer
Sikkerhedsfirmaet SAFEcph er et af de private firmaer, som blandt andet hjælper virksomheder med at sikre sig mod medarbejdertyveri. Størstedelen af SAFEcph’s kunder er inden for detailbranchen, men også andre brancher døjer med de langfingrede medarbejdere og beder firmaet om hjælp.

- Vi har en del kunder inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor det tit handler om, at medarbejderne tager mod betaling for varer uden at registrere det og i stedet putter pengene i deres egen lomme, fortæller Peter Marcussen, administrerende direktør for SAFEcph.

Oftest henvender virksomhederne sig for at forebygge fremtidigt tyveri, men i få tilfælde drejer det sig også om at få bekræftet en mistanke om tyvagtige medarbejdere og på den måde anskaffe materiale, der kan berettige en fyring eller bortvisning.

- Det foregår med to former for overvågning. Det ene er med kameraovervågning, og det andet er ved at besøge virksomheden som kunder, observere medarbejderne og efterfølgende give ledelsen en besøgsrapport, siger Peter Marcussen til DIBusiness.dk

Fakta: Straffen for tyveri på arbejdspladsen

Straffen for tyveri på arbejdspladsen er den samme som for andet tyveri, og ofte med en fyring som endnu en konsekvens.

For mindre tyverier er straffen som regel en bøde. Er det mere alvorligt kan det give fængsel i op til 1½ år. Er tyveriet ekstra groft f.eks. hvis flere er sammen om at stjæle, eller hvis tyven har et våben på sig (uden at bruge det), så kan straffen stige til 6 års fængsel.

Ligesom andet tyveri vil det blive skrevet ind i straffeattesten, hvis det meldes til politiet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd