Var du til stede i Københavns Lufthavn, da den tre-årige forsvandt? Eller har du andre oplysninger i sagen? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook, sms til 1929 eller send en mail til 1929@bt.dk.

En medarbejder i Københavns Lufthavns bagagekontrolrum må have fået noget af et chok sidst på eftermiddagen langfredag.

Da bagagebåndet kom rullende opdagede medarbejderen pludselig en lille dreng midt mellem alle de store kufferter. Det bekræfter Københavns Lufthavn overfor BT.

»Det drejer sig om en tre-årig dansk dreng. Vi ved endnu ikke, hvordan han kunne komme op på bagagebåndet uden at blive opdaget, men er ved at undersøge det. For det må simpelthen ikke kunne ske,« oplyser lufthavnens pressetjeneste.

Drengen blev væk fra sine forældre kort før klokken 18.30, hvor medarbejderen i bagagekontrolrummet viderebragte oplysningen om sit foruroligende fund af drengen til sine overordnede.

»Den årvågne medarbejder så drengen og fik ham ned fra bagagebåndet. Han var heldigvis ikke kommet noget til,« fortæller Københavns Lufthavns pressetjeneste.

Bagagebåndene er beregnet til kufferter, men på en eller anden måde lykkedes det en tre-årig dreng at smuttet udenom alle sikkerhedsforanstaltningerne og klatre op på det.
Bagagebåndene er beregnet til kufferter, men på en eller anden måde lykkedes det en tre-årig dreng at smuttet udenom alle sikkerhedsforanstaltningerne og klatre op på det. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

Drengen blev trøstet og fik et glas saftevand, før han blev genforenet med sin mor.

»Hun var naturligvis dybt chokeret. For en sikkerheds skyld tog vi dem med på skadestuen. Der blev drengen undersøgt, og det blev bekræftet, at han heldigvis ikke var kommet noget til,« oplyser pressetjenesten.

Københavns Lufthavn ved endnu ikke, hvor langt drengen havde kørt på bagagebåndet, før han blev opdaget, eller om han nåede at blive 'scannet', som alle kufferter jo af sikkerhedsmæssige årsager bliver, før de kan læsses ombord på flyene.

BT spurgte, hvor farligt det potentielt kunne have været for den lille dreng at tage en tur på bagagebåndet, men det er ikke en oplysning Københavns Lufthavn umiddelbart har, da den slags ikke er blevet testet.