Lørdag er det en realitet: Al post fra det offentlige bliver digitalt, men på kanten af deadline har en million borgere fortsat ikke tilmeldt sig.

Det har været varslet længe, og lørdag går det løs, når det offentlige skifter rudekuverterne ud med mails i borgernes digitale postkasse.

Men alvoren synes ikke rigtig at være gået op for en stor gruppe af borgere. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen seneste tal har godt og vel 3,5 millioner danskere tilmeldt sig Digital Post eller søgt om fritagelse, hvilket efterlader en gruppe på en million borgere over 15 år, der fortsat mangler at tage stilling til, hvorvidt de i fremtiden vil fortsætte med at få posten ind af brevsprækken, eller om det skal være e-Boksen, der lægger rum til breve fra SKAT, kommunen, sygehuset og andre offentlige myndigheder.

Har man fortsat ikke tilmeldt sig, vil Digitaliseringsstyrelsen automatisk gøre det for en, oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Ambitionen er, at 80 procent af alt skriftlig kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt ved slutningen af 2016. Det ventes, at staten kan spare over en milliard kroner hvert år ved digitaliseringen.