Landets største restaurantkæde, McDonald’s, starter en stor priskampagne for at få flere kaffekunder. Hos Baresso lader man sig dog ikke skræmme.

Hos Baresso koster en stor kop Caffé Latte 40 kroner, og det er en vanvittig høj pris at betale, mener McDonald’s, som til sammenligning sælger en stor Caffé Latte til 20 kroner.

Nu vil den store restaurantkæde McDonald’s forsøge at kapre kunder fra de kaffebryggende caféer med en stor priskampagne, som blandt andet betyder gratis kaffe hele september måned, skriver Finans.dk.

McDonald’s kaffe er brygget på den samme Arabica-bønne som kaffen hos Baresso, og nu får kunderne altså god mulighed for at sammenligne smagen.

»Kaffe on the go er jo blevet en del af danskernes hverdag, og her vil vi gerne - som en af de største udbydere på markedet - udfordre rimeligheden i de vanvittige priser,« siger Pia Tobberup, som er pressechef hos McDonald’s Danmark, til Finans.dk.

Hos Baresso ser man kampagnen som en krigserklæring, men kæden har ingen intention om at sænke sine priser af den grund.

Baressos kommercielle direktør, Anders Wall, understreger, at kaffe er Baressos signaturprodukt, og at kæden kun bruger bønner af høj kvalitet samt uddanner professionelle baristaer til at brygge den. Derudover handler det om totaloplevelsen, og han fremhæver virksomhedens gode betjening og hyggelige lokaler.