I juli skriver Mattias Tesfaye, folketingsmedlem for Socialdemokraterne, skarpe debatindlæg på bt.dk. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentar: Skolebænken alene er ikke nok til at knække den sociale arv. Man kan næsten lugte, hvem det ikke går for

Vi bruger milliarder af skattekroner på uddannelsesystemet. Men det er kun godt, siger vi. Og flere penge til skoler, bøger og lærere vil kun være endnu bedre. Uddannelse er jo en investering i fremtiden. Uddannelse. Uddannelse. Og atter uddannelse. Det er svaret på alle samfundets problemer. Ikke sandt?

Måske ikke. Jeg kan i hvert fald mærke tvivlen presse sig på. En usikkerhed der kun forstærkes, når jeg har været sammen med venner og bekendte, der arbejder med børn og unge.

Pernille for eksempel. Hun er skolelærer i et udsat boligområde på Sjælland. Hun kan gå ind i enhver af sine klasser og med stor sandsynlighed pege på fremtidens bistandsklienter. Hun ved, hvem der dumper folkeskolens afgangsprøve adskillige år senere. Faktisk kender jeg både børnehave- og endda vuggestuepædagoger, der hævder at kunne gøre det samme – blot med børn i 1-6 års alderen. Tænk over det: Det er jo helt, helt vanvittigt trist.

Pernille behøver ikke teste børnenes evner. Det handler nemlig ikke om intelligens, men om sociale problemer. Hun ved, hvem der har fået ordentlig morgenmad. Hun kan lugte, hvem der kommer jævnligt i bad. Hun kan fornemme hjemmets aggressivitet, frustrationer og underskud, inden børnene selv åbner munden. Pernille kan se, lugte, høre og føle, hvem der er i farezonen for misbrug. Dem, der i fremtiden vil droppe ud og ind af uddannelser og parforhold. De indsatte i fremtidens fængsler. Abonnenterne på breve fra jobcentret. Alligevel er vi ikke i stand til at forhindre det. Alle uddannelses-milliarderne til trods. Det er jo til at tude over. Noget fungerer ganske enkelt ikke.

Vi elsker ellers historien om eventyr-landet Danmark, hvor alle børn kan forfølge deres drømme. Men er det ikke bare vores sædvanlige selvsmagende snak? Sandheden er, at vi ikke har formået at bryde den negative sociale arv det sidste halve århundrede.

Fra 1930erne til 1970erne blev hundredtusinder løftet ud af fattigdom. Generationerne, der blev født efter krigen, fik langt bedre uddannelser end deres forældre. Pludselig gik snotungerne fra tredje baggård rundt med svendebrev eller studenterhue – ’the american dream’, blot på dansk. Men nu står vi nærmest stille og har gjort det længe. Skræmmende mange finder aldrig rigtig vejen ud af underklassen.

Når jeg diskuterer alt dette med skole-Danmark, bliver jeg altid mødt med samme svar: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Færre elever i klasserne. Højere SU. Flere studiepladser. Mere efteruddannelse og længere forberedelse til lærerne. Kort sagt: Send flere penge!

Men disse forslag har ét væsentligt problem: De virker jo ikke!

Ingen andre lande bruger så mange skattekroner på uddannelse, som vi gør. Men vores resultater er ikke imponerende. Alligevel bruger vi hellere end gerne endnu flere penge næste år. Men hvorfor egentlig? I praksis sender vi blot endnu flere af samfundets ressourcer i retning af dem, der i forvejen klarer sig ganske udmærket – alle de unge, der er vokset op uden alvorlige sociale problemer, som har let ved at sidde stille, få afleveret sine lektier, og som møder solid opbakning hjemmefra. Mens rødderne fra underklassen slet ikke får samme gavn af uddannelsesmilliarderne. Et sted heromkring opstår min tvivl.

Næste gang vi finder en pose penge på Christiansborg, kunne vi måske bruge dem på at hjælpe familierne ud af deres sociale problemer, i stedet for at kaste endnu flere penge efter skole, bøger og lærere. Måske er uddannelse faktisk IKKE svaret på alt…