16-årige Mathias Kristensen blev lørdag aften fundet død efter to dages intensiv eftersøgning.
Drengen er ifølge politiets højst sandsynligt frosset ihjel, efter en nat med skæg og ballade - og ikke mindst alkohol.
Han forsvandt natten til fredag og blev sidst set, da han angiveligt forsøgte at finde hjem, i den forkerte ende af skibyen Bad Gastein.
- Det jeg ikke forstår, er, hvorfor ingen hjalp Mathias. Jeg har opdraget mine børn til at hjælpe, hvis de ser nogen, som er så fulde at de ikke kan finde hjem. Det gør så ondt at tænke på, at Mathias har været faret vild og været panisk for ikke at kunne finde hjem. Og så er min dreng frosset ihjel, fortæller Mathias mor, Helle Susanne Kristensen, som stadig befinder sig i Bad Gastein, til bt.dk
Trådte ved siden af
Hun gennemlever lige nu det værste mareridt for enhver forældre.
I går ankom hun til den by, som hendes søn havde glædet sig så meget til at besøge. Men istedet for at blive modtaget af sin søns åbne arme, fik hun den besked, som nu har vendt hele hendes verden på hovedet.
- Mathias drak ikke så voldsomt. Når han var fuld derhjemme, så kom han altid forbi mit soveværelse og så tog vi en lille snak sammen. Første gang han træder helt ved siden af ... Og så koster det ham livet. Det er så forfærdeligt, siger Helle.
Ingen hjalp ham
På skituren, som endte så tragisk, var også tre lærere fra Frederikhavn gymnasium. Skituren var som sådan ikke arrangeret af gymnasiet, men de tre lærere var med. Om deres tilstedeværelse har givet forældrene til de knap 100 unge mennesker en falsk tryghed, siger Helle Susanne Kristensen.
- Jeg kan ikke finde ud af deres rolle. Mit indtryk er, at det var opsyn med børnene. Jeg tænker også, hvorfor de andre ikke har kigget efter Mathias, når nu han var blevet så fuld. Han har tonset rundt helt alene. Ingen hjalp.




















