Jørgen Nicolai blandt sine kurdiske soldaterkammerater. Jørgen Nicolai taler ikke kurdisk, så det meste kommunikation foregår med håndfagter.
Jørgen Nicolai blandt sine kurdiske soldaterkammerater. Jørgen Nicolai taler ikke kurdisk, så det meste kommunikation foregår med håndfagter.

Danske Jørgen Nicolai har forladt en tryg tilværelse i Danmark og sluttet sig de kurdiske styrker i krigen mod Islamisk Stat. Det er ikke eventyr, det er et personligt opgør, fortæller han.

Indtil for nylig levede Jørgen Nicolai et normalt liv i en by i Danmark. Han havde kone, barn, Audi, et godt job som maskinmester og tog på skiferie hvert år.

I dag – seks måneder senere – er de trygge rammer skiftet ud med en kold, tilsandet skyttegrav i det nordlige Syrien. 500 meter derfra ligger fjenden: Islamisk Stat.

»Vi skyder på hinanden hele tiden. Der går et par timer, hvor der er stille, men så bliver der skudt igen. Vi kan høre kuglerne pifte forbi os flere gange om dagen,« siger Jørgen Nicolai via en telefonforbindelse.

Krigerne på den modsatte side af fronten kan i teorien være Jørgen Nicolais landsmænd. Politiets Efterretningstjeneste (PET) skønner, at flere end 100 personer er rejst fra Danmark til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen, og heraf skønnes en del at have tilsluttet sig IS.

Men det er ikke kun islamister, der er rejst til det krigshærgede område.

Et ukendt antal danskere med kurdisk baggrund er rejst til Syrien for at tilslutte sig de kurdiske militser, der kæmper mod Islamisk Stat (IS). Og så er der Jørgen Nicolai. Han er lige så dansk som stegt flæsk med persillesovs, men et liv som udstationeret i Mellemøsten har bragt konflikten helt ind i hans privatsfære. For ham er krigen mod IS blevet et personligt opgør.

For flere år siden – før krigen brød ud – arbejdede Jørgen Nicolai i den syriske by Aleppo. Dér knyttede han et venskab til en kollega ved navn Anas Fayed og hans familie.

»Anas Fayed var mekaniker. Han og hans kone Yana var ufatteligt venlige. I sommer blev Anas hentet af IS. Han har været forsvundet siden, og det må formodes, at han er død,« fortæller Jørgen Nicolai.

Omtrent samtidig med Anas Fayeds forsvinden hørte verden de første rædselshistorier om halshugninger og massedrab begået at IS. Billederne af 50.000 irakere, der var omringet på Sinjar-bjerget fyldte medierne, og en tanke blev født i Jørgen Nicolais sind. Tanken om selv at tage ned og standse islamisternes fremfærd. Da Jørgen Nicolai for nogle måneder siden besøgte Anas Fayeds kone og børn i en flygtningelejr i Irak, blev tanken til en beslutning.

»Jeg prøvede at finde en undskyldning for ikke at tage herned, men det kunne ikke slippe mig igen. Jeg begyndte at kigge mere og mere på det, og til sidst var der bare ingen vej tilbage, og så gjorde jeg det.«

Kalashnikov-rifler, et par tunge maskingeværer, en snigskytte-riffel, RPGere (raketdrevne granater) og håndgranater udgør arsenalet i den deling, som Jørgen Nicolai er en del af. Udstyret er så gammelt, at ingen moderne hær ville tage det i brug, forklarer Jørgen Nicolai.

»Min ’kalash’ er russisk og fra 1970, vores maskingevær er endnu ældre. Jeg må rense gammel, rusten ammunition og håbe, at tændhætten er intakt. Vores finskyttegevær er fra 60erne, og begynder at ryge, når det bliver affyret,« fortæller han.

Jørgen Nicolai indgår i en deling på ca. 20 mand. Udover ham er der en englænder, en canadier og to amerikanere. Resten er primært kurdere fra Tyrkiet, Syrien og Irak. Engelsk bliver der ikke talt meget af, så det meste kommunikation foregår med håndfagter og enkelte kurdiske ord, som Jørgen Nicolai har tilegnet sig.

Soldaterne befinder sig ved fronten i op til fire uger. Når vagten er færdig, bliver de kørt i biler tre kilometer væk fra fronten. Her har de installeret sig i et forladt hus, hvor de hviler og spiser.

Jørgen Nicolai har en fortid i det danske forsvar, men har aldrig været udsendt som dansk soldat. Det er ifølge Jørgen Nicolai hans militære erfaring kombineret med hans tekniske uddannelse, der gjorde, at han – trods sine 43 år – blev optaget i kurdernes rækker.
Kontakten med kurderne blev sat i stand af en canadisk kurder, som Jørgen Nicolai kender, og han skulle igennem en meget lang sikkerhedsprocedure, før han blev optaget i militsen.

Da Jørgen Nicolai ankom til Syrien, bestod hans opgaver i at lave våbenmodifikationer og lave finskytte-kurser for de kurdiske soldater.

Efter eget ønske er han nu blevet flyttet til frontlinjen, hvor der er direkte kontakt med fjenden.

Jørgen Nicolai fortæller, at han udover vagterne ved frontstillingerne også har deltaget i natlige patruljer og bagholdsangreb på  forsyningskøretøjer.

»Vi har lavet seks baghold indtil videre, hvor vi har ødelagt deres køretøjer. Jeg har været med til fire af dem.«

På det uundgåelige spørgsmål om, hvorvidt han har skudt nogen, svarer han:

»Det vil jeg ikke tale om. Jeg har fået det lidt på afstand.«

Men efter lidt tøven forsætter han:
»Jeg har været på en PKC (maskingevær, red.), og der er helt sikkert sket noget dér. Det skulle være mærkeligt, hvis nogen har overlevet. Når køretøjet står og er fuldstændig gennemhullet og det brænder, så er der nok ikke nogen, der er sluppet derfra med livet i behold,« siger Jørgen Nicolai.

Hjemme har Jørgen Nicolai en kone og et barn fra et tidligere forhold. Tanken om, at han kan blive dræbt eller såret i kamp, har da også strejfet ham flere gange.
»Jeg frygter, at det sker, men jeg er afklaret med det. Heldigvis har jeg god træning og bodyarmor,« siger han.

Nogen vil måske tænke, at du er en slags krigsturist. Er du det?

»Jeg har nok en personlighed, som passer godt til det her. Man skal nok være lidt speciel. Men jeg har på intet tidspunkt tænkt på, at nu skulle jeg ned og have det sjovt. Overhovedet ikke. Jeg er her af ideologiske årsager. Det har ikke noget med eventyrlyst at gøre. Det er surt at være hernede. Det er møgbeskidt, og her er dårlige forhold. Der er lang ventetid mellem kampene, og det er meget koldt, så detr er ikke sjovt at være her. Jeg får heller ingen løn udover mad, husly og cigaretter.«

Den danske regering har valgt ikke at sende danske soldater til Syrien. Hvorfor holder du dig ikke til det i stedet for at føre din egen udenrigspolitik?

»Fordi jeg har arbejdet i Syrien, har jeg et andet forhold til de lande, end andre danskere har. Det er meget personligt for mig. Havde jeg levet under Anden Verdenskrig, havde jeg også kæmpet mod nazisterne. Det er vores regering, der ikke gør nok for at bekæmpe IS.«
Jørgen Nicolai har ikke sat nogen dato for, hvornår han vender hjem.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook