Kronprinsesse Marys familie i Tasmanien glæder sig over tvillingfødslen og lykkeønsker de nybagte forældre.

Kronprinsesse Marys australske familie jubler over de nyfødte tvillinger og lykkeønsker det royale par.

- Familien er utrolig glade på Frederik og Marys vegne. Det glæder os rigtig meget, at tvillingerne er sunde og glade, og at alle tre er kommet godt igennem fødslen, siger Marys søster Jane Stephen til det australske nyhedsbureau AAP.

Familien oplyser, at de spændt vil se frem til børnenes navngivning, som de forventer at få oplyst, når de nybagte tvillingforældre holder barnedåb.

Jane Stephen fortæller til AAP, at de endnu ikke ved, om den kongelige familie har planer om at besøge Tasmanien, hvor lørdagens nyhed vakte stor opsigt.

- Historien har fyldt meget i Australien, hvor kongefamilien har skabt flere forsidehistorier. Australierne kan ikke få nok af denne historie, siger den australske journalist Angela Cox til TV2 News.

Også Tasmaniens premierminister David Bartlett udtrykker glæde over den royale udvidelse.

- Dette er en fantastisk begivenhed for det royale par, for Danmark, og for prinsesse Mary og prins Frederiks familie og venner her i Tasmanien, siger premierministeren i en pressemeddelelse.

- På vegne af alle fra Tasmanien, vil jeg lykkeønske det royale par. Selvom de har travlt, har parret altid haft tid til jævnligt at besøge deres slægtninge og venner her, og jeg glæder mig til, at den voksende familie besøger os igen, oplyser han.

Marys far, John Donaldson, var i Danmark under fødslen, hvor han passede Isabella og Christian sammen med regentparret på Amalienborg.

/ritzau/