Kræftens Bekæmpelse hædrer overlæge Torben Palshof for sin indsats mod kræft


For tredje år i træk har Kræftens Bekæmpelse uddelt sin hæderspris. I år gik prisen til overlæge og tidligere formand for De Multidisciplinære Cancer Grupper, Torben Palshof, for hans indsats mod den frygtede sygdom.

Det var en synligt stolt Torben Palshof, der tidligt mandag aften modtog prisen af en smilende kronprinsesse Mary i Operaen.

Den tidligere formand for de danske kræftlæger er selv ramt af nyrekræft og måtte sidste år efter at have kæmpet med sygdommen i flere år lade sig langtidssygemelde.

Med prisen kommer Torben Palshof i fint selskab i den foreløbige korte række af hædersprismodtagere fra Kræftens Bekæmpelse.

Den første modtager af hædersprisen var professor og overlæge Ole Mogensen fra Odense Universitetshospital, der fik prisen i 2011. Det var for hans indsats med at have indført en speciel og meget omfattende operation af kvinder, der har æggestokkræft i de sene stadier. Operationen har været banebrydende og har ikke mindst forlænget livet for en gruppe af meget syge kvinder.

Sidste år var det ledende overlæge Thomas Skjødt og overlæge Tina Ormstrup fra Røntgenafdelingen på Vejle Sygehus, der fik prisen.

Det skyldtes, at de havde været med til at sikre, at kræftpatienter meget hurtigere får en diagnose. I stedet for at patienterne skal vente i uger og måneder på at få en diagnose, udtænkte sygehuset et nøje beskrevet pakkeforløb og ikke mindst indførte det som de første i landet, dermed fik kræftpatienter på Vejle Sygehus et hurtigere forløb i behandlingen af deres kræftsygdom.

Og nu kan Torben Palshof altså slutte sig til rækken af mennesker, der har gjort en særlig indsats for kræftpatienterne i Danmark.