For et par uger siden overværede Martin Lyngsøe Ejskjær en episode i Netto, som han selv betegner som særdeles pinlig. Her blev en blind mand i første omgang nægtet at handle, da han havde sin førerhund med i butikken.

Det begyndte en fredag eftermiddag, da Martin Lyngsøe Ejskjær var i Netto ved Nørreport Station i København for at købe en pakke cigaretter.

»Jeg står i køen og kan høre to mennesker, der småskændes. Da jeg kommer tættere på, kan jeg se en kvindelige ekspedient sige til en mand, at han skal få den der hund ud af forretningen,« siger Martin Lyngsøe Ejskjær til BT.

Ifølge Martin Lyngsøe Ejskjær var det klart, at manden var blind, da han gik med solbriller, blindestok og en førerhund. Men det faktum var ekspedienten angiveligt ligeglad med. Ifølge Martin Lyngsøe Ejskjær forsøgte den blinde mand at forklare ekspedienten, at han var nødt til at have hunden med, for ellers kunne han ikke finde frem til sine varer. Ekspedienten forklarede den blinde mand, at der sort på hvidt stod ved indgangen til butikken, at man ikke må have hunde med.

Her ses Martin Ejskjær.
Her ses Martin Ejskjær.
Vis mere

Kender du den blinde mand, der i første omgang blev nægtet at købe sine varer i Netto? Så skriv en e-mail til bopo@bt.dk.

Det fik 31-årige Martin Lyngsøe Ejskjær til at reagere:

»Jeg blev gal og gik over og forklarede dem, at de skulle tage sig sammen, og at de gik i alt for små sko. Det er en fucking blind mand. Han har en hund, og han går med en blindestok. Hvad er det, de ikke forstår?«

Efter pres fra den forargede Martin Lyngsøe Ejskjær samt andre kunder endte det med, at der kom en butikschef over til kassen, og til sidst fik den blinde mand lov til at købe sine varer.

BT har været i kontakt Dansk Supermarked, der oplyser, at der klart er sket en fejl i den pågældende sitaution.

»Vi beklager den uheldige oplevelse, som kunden har haft i en af vores Netto-butikker. Som udgangspunkt må hunde ikke medbringes i Netto på grund af fødevarehygiejne, men førerhunde er undtagelsen, og de er selvfølgelig velkomne i vores butikker, skriver Mette Grelk, distriktschef i Netto, i en e-mail til BT.