Mark Nielsen er født som kvinde, men føler sig som en mand. Derfor gik han til Sexologisk Klinik i København for at få hormonbehandling. Her følte han imidlertid, at vurderingen af ham var både grænseoverskridende og upassende.
»Jeg skal stemples som psykisk syg for at være mig selv,« siger 39-årige Mark Nielsen. Han står sammen med 20 andre danske transkønnede frem i en ny rapport fra Amnesty. Her fortæller de om det forløb, de skal igennem på Sexologisk Klinik i København for at få adgang til hormoner eller kirurgisk indgreb.
»Jeg var ret naiv, da jeg begyndte på Sexologisk Klinik. Jeg havde egentligt troet, at det ville gå glat at komme igennem. Det var jo så tydeligt, at jeg var transkønnet,« siger Mark Nielsen.
Hans stemme er dyb som en mands, det er ikke muligt at spore en feminin klang, selv om han er født som kvinde. Han lyder, som enhver anden mand gør, efter det dirrende adamsæble har gjort sin entré. Men Mark Nielsen har ikke noget adamsæble til at gøre stemmen mere dyb og rungende, han har sine månedlige hormonindsprøjtninger, der hjælper de mandelige træk på vej.
Mark Nielsen føler, at han til hver en samtale hos Sexologisk Klinik skulle bevise at han var transkønnet og ikke psykisk syg.
»Jeg forklarede hende, at jeg var panseksuel. Altså at jeg ikke går op i, om min partner er mand eller kvinde eller f.eks. transkønnet. Det er ikke det samme som biseksuel,« siger Mark Nielsen. Hans behandler spurgte ham derefter, om han i så fald også tændte på børn og dyr, hvortil Mark Nielsen svarede nej.
Dertil konstaterede behandleren, at »panseksuel betyder, at man vil kneppe alt med en kropstemperatur på 37 grader.«
»Og jeg citerer: ’Kneppe’,« siger Mark Nielsen. Da han fortsat nægtede at være pædofil eller zoofil, googlede psykologen »panseksuel« under konsultationen, hvorefter hun måtte give ham ret.
»Fair nok, at hr. og fru Danmark ikke ved, hvad det er, men jeg havde måske forventet, at de på Sexologisk Klinik havde styr på den slags,« siger Mark Nielsen.
Hans mørke cowboybukser hænger løst om benene, og sweateren dækker over et par brede skuldre. Håret er kort, og det har det altid været, fortæller han.
»Min mor forsøgte en enkelt gang at klemme mig i en kjole til en fest. Jeg endte med at stå klistret op ad væggen blå i ansigtet hele aftenen, så vi blev hurtigt enige om, at det ville vi ikke prøve igen.« Mark Nielsen har ikke altid vidst, at hans frustration skyldtes, at han var født i den forkerte krop Det var først, da han som 35-årig så et program i tv, hvor en ung fyr fortalte om sin kønskorrigering fra kvinde til mand og fik fjernet sine bryster.
»Lige pludselig faldt brikkerne på plads. Som om det hele pludselig gav mening. Det var jo det, jeg var! Transkønnet,« siger Mark Nielsen og lyser op ved mindet.
Flere ting ved forløbet har været frustrerende, men især spørgsmålene har været et problem. Ligesom de 20 andre i Amnestys rapport, er Mark Nielsen forarget over spørgsmålene.
»Tre gange er jeg blevet spurgt, om jeg bruger en strap-on dildo. Jeg svarede første gang, at det ville jeg ikke udtale mig om, men så spørger de bare igen ved den næste samtale og den næste.«
Han fortæller, at nogle af spørgsmålene ikke er til at forstå. F.eks. lyder et: »Jeg vil ikke bryde mig om en tur til Las Vegas.«
»Jo, hvis de betaler,« griner Mark Nielsen ironisk.
»Jeg kan slet ikke se, hvad de spørgsmål har med min transkønnethed at gøre. Køn sidder mellem ørene, ikke mellem benene.«
Sexologisk Klinik har læst Mark Nielsens beretning om forløbet, men ønsker ikke at kommentere personsager.
