Den radikale folketingspolitiker Marianne Jelved har mistet sin mand, Jan Jelved. Han blev 82 år gammel.

Det skriver Berlingske lørdag, og politikeren bekræfter den sørgelige nyhed over for Ekstra Bladet, som hun har denne korte kommentar til:

»Det er for omfattende en forandring for mig til, at jeg kan tale om det lige nu,« sagde hun til avisen over telefonen.

Ifølge Berlingske var Jan Jelved pensioneret skolelærer. De to mødtes på Ny Østengårds Skole i Valby, hvor de begge underviste den samme klasse.

'Jan Jelved var altid det stabile element i familien - servicemodul kaldet - uforstyrret af fruens arbejdsrytmer med fyldte kalendere og hidsig mødeaktivitet, hvad enten hun har siddet i regering eller ej,' lyder det i avisen.

Sammen har de fire børn. Den tidligere biologilærer gik på pension som 61-årig.