Har du spist pillerne og oplevet symptomer? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Torsdag aften blev pakker med de smertestillende piller Pamol tilbagekaldt fra producenten, fordi der var blevet fundet Ibumetin, et andet smertestillende middel, blandt de almindelige Pamol-tabletter. Nu frygter Marianne Christiansen fra Aabenraa, at hendes sygdom har noget med pillerne at gøre.

»Jeg har observeret, at jeg er blevet tør i munden og har fået kløe. Jeg har også fået flere sure opstød og svien i halsen. Jeg er i forvejen i behandling for begyndende mavesår,« fortæller den 42-årige kvinde til BT.

Marianne Christiansen ved, at hun har købt en af de tilbagekaldte pakker, fordi hun tjekkede det såkaldte 'batchnummer' på pakken. Hvis det nummer stemmer overens med det oplyste nummer fra producenten (batchnummer 11255945), så er pakken nemlig en af de 4040 tilbagekaldte.

Det vides ikke, om Marianne Christiansens symptomer er kommet på grund af de tilbagekaldte tabletter, eller om hun ved en tilfældighed har været syg i samme periode. Men læge Charlotte Bøving har tidligere fredag fortalt til BT, at Ibumetin kan være farligt, hvis man har mavesår.

»Hvis man har tendens til mavesår, så kan man få akutte, blødende mavesår,« forklarede Charlotte Bøving til BT.

Det er dog i værste tilfælde, understreger lægen.

»Det er meget alvorligt, at Ibumetin er blevet blandet med Pamoler, for hvis man har taget en maxdosis af Pamoler, som er to tabletter fire gange om dagen, men i virkeligheden har spist Ibumetin, så har man indtaget to en halv gange den anbefalede daglige mængde Ibutemin. Det øger risikoen for blødninger,« siger Charlotte Bøving.

Den risiko er Marianne Christiansen udsat for. Hun spiser nemlig otte Pamoler om dagen sammen med andet smertestillende medicin, fordi hun har tre diskusprolapser, fortæller hun.

Producenten har oplyst, at hvis der står Pamol på selve pillen i pakken, så er den sikker at spise. Det er kun, hvis der ikke står noget på, at du skal holde dig væk fra dem. Det vides ikke med sikkerhed, om Marianne Christiansen uvidende har overdoseret på Ibumetin, for hun har ikke lagt mærke til, om der stod Pamol på alle de piller, hun har spist.

Marianne Christiansen har endnu ikke opsøgt læge, for hun vil helst gå til sin egen, men de har lukket.

»Jeg har ikke været til lægen med det endnu, men da jeg læste artiklen, begyndte jeg at mistænke pillerne. Min læge har vinterferielukket, men jeg tager derned, når de åbner igen i næste uge,« siger Marianne Christiansen.

Producenten bag pillerne, Takeda Pharma A/S, råder i en pressemeddelelse alle til at søge læge, hvis de mener, de har spist pillerne. Dog nævner de intet om, hvilke symptomer, man som forbruger bør være opmærksom på.

Indtil videre forholder Marianne Christiansen sig derfor afventende, men vil alligevel besøge apoteket i dag for at returnere pillerne, selvom der ikke er ret mange tilbage i pakken.

Læge Charlotte Bøving opfordrer alle til at søge læge med det samme, hvis de oplever symptomer, og den opfordring kommer Takeda Pharma også med i en pressemeddelelse torsdag.

Det berørte produkt er receptpligtige Pamol-tabletter 500 mg, 300 stk., varenummer 51 07 32, batchnummer 11255945.

Har du spist pillerne og oplevet symptomer? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.