Som 19-årig blev tyrkiske Maria Hansen sendt på genopdragelsesrejse til Tyrkiet, fordi hun fik en dansk kæreste. Da hun endelig vendte hjem, gik hun under jorden og fik ny identitet som Maria. I dag bruger hun sin egen historie til at hjælpe unge i samme situation.

Det var hendes onkel, der førte ordet i paskontrollen.

»Hvorfor har hun ikke noget visum? Hvad skal I i Tyrkiet?« spurgte den tyske lufthavnsbetjent i Hamborg Lufthavn.

Spørgsmål, som Maria Hansen også meget gerne ville have svar på. Men hun havde ikke spurgt sin onkel, siden de kørte af sted om morgenen. De havde slet ikke snakket sammen hele vejen fra hjembyen.

Da hendes onkel fik overtalt betjentene til at lade dem fortsætte, fulgte Maria Hansens krop med. Uden den mindste antydning af, hvor meget hendes indre skreg, at hun ikke ville ombord på det fly.

Men hvad ville der ske med hendes onkel, hvis hun begyndte at råbe og skrige og gøre de forbipasserende i den morgentravle lufthavn opmærksom på, hvad der var på færde? Hvad med hendes familie?

Selv om hun var ked af det og skuffet over sine forældre – og ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at de kunne finde på at sende hende af sted – så var de jo stadig hendes familie.

Maria Hansen anede ikke, hvad der ventede, når de landede i Tyrkiet. Måske skulle hun bare på badeferie. Måske skulle hun giftes væk og aldrig vende tilbage til Danmark igen. Eller måske var planen, at hun skulle slås ihjel.

For 13 år siden blev Maria sendt på genopdragelsesrejse af sine forældre. Og den skæbnesvangre morgen i lufthavnen ændredes hendes liv markant, selv om hun kom hjem igen.

I dag prøver Maria Hansen at forbedre hjælpen til de unge, der oplever det samme som hende, ved at rejse rundt i landet og fortælle sin historie til fagfolk som en del af Dialogkorpset under Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Hun har i forbindelse med styrelsens kurser talt for både socialrådgivere i kommuner, sundhedspersonale og politifolk, som i deres arbejde støder på æresrelaterede konflikter, der for eksempel opstår i mødet mellem dansk og tyrkisk kultur.

»Når de taler om ære, så ved jeg helt præcis, hvad det er, de taler om. Når de taler om udfordringerne ved alkohol, svinekød, tørklæder, ved jeg lige præcis, hvor meget jeg kan gå til dem, hvor jeg kan prikke, og hvor jeg kan stille krav,« siger Maria Hansen .

Hun er ikke berøringsangst,hun har selv prøvet nærmest at blive bortført af sin familie for at beskytte familiens ære.

»Jeg er ikke bange for at tage fat i det, der virkelig gør ondt. Det der er betændt,« siger hun.

Siden Maria Hansen blev sendt af sted, er fokus på problemet øget, og myndigheder og fagfolk er blevet langt bedre til at håndtere og forebygge sager som hendes, mener hun. Der er også kommet langt flere muligheder for rådgivning for både unge og forældre. Maria Hansen opfordrer andre unge, der er blevet sendt på genopdragelsesrejse eller er bange for at blive det, til at turde søge hjælp.

»Også selv om du ikke ved, hvad du skal stille op. Der er masser af steder at søge rådgivning,« siger hun.

Den danske kæreste

Tre uger inden Maria Hansen blev sat på et fly til Tyrkiet i 2002, havde hun fortalt sine forældre, at hun havde fundet en dansk kæreste på handelsskolen. De havde holdt forholdet hemmeligt for hendes tyrkiske familie i lang tid, men hun var 19 år, født og opvokset i Danmark og opdraget med løftet om, at hun selv måtte vælge sin mand, når den tid kom. Men kæresten var kristen, så Maria Hansen håbede mere end troede på, at forældrene ville tage nyheden pænt.

»Min far var gal. »Hvad tænker du på? I vores kultur har man ikke kærester!« nærmest råbte han af mig. Min mor var også vred,« fortæller hun.

Stemningen var trykket i ugerne efter. En dag kom Maria Hansens onkel på besøg fra Tyrkiet. Han og hans familie var flyttet tilbagenogle år tidligere, og nu havde han pludselig ærinder i Danmark.

»Jeg sagde til mine veninder i skolen, at hvis jeg en dag ikke mødte op, eller de ikke hørte fra mig, så var det nok, fordi jeg var et andet sted. Underforstået, at så er jeg nok sendt til Tyrkiet. Men det var mest sagt i spøg.«

Hun delte også sin bekymring med kæresten, men blev ved med at bilde sig selv og ham ind, at forældrene aldrig kunne finde på det. For Maria Hansen havde kun tyrkisk pas og ikke noget nyt visum, der kunne sikre indrejse i Danmark igen.

Men en morgen vågnede hun ved, at hendes mor og moster var ved at pakke hendes kuffert.

B Case - Piger sendes hjem på opdragleses ophold. Anonym case.
B Case - Piger sendes hjem på opdragleses ophold. Anonym case. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Din onkel vil gerne have dig med til Tyrkiet,« lød den korte besked, og hun tog fortumlet tøj på uden egentlig at registrere, hvad der skete.

Onklen boede i en stor by halvanden times kørsel fra Istanbuls lufthavn. Da Maria Hansen og hendes onkel landede i Tyrkiet, tog hendes fætre og kusiner glade imod hende som en længe ventet feriegæst og prøvede at få hende til at deltage i madlavningen og tage på shoppetur.

»I starten var jeg sur og ked af det og ville ikke noget. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke hjalp noget. Og så begyndte jeg at blive gladere og smile udadtil. Samtidig blev jeg mere og mere ked af det indvendigt,« fortæller hun.

Ingen behøvede at fortælle hende, at rejsen til Tyrkiet skulle få hende til at glemme alt om sin kæreste. Ude af øje, ude af sind. Hun turde heller ikke tage kontakt til ham. Hun gjorde sit bedste for at lade dem tro, at hun havde glemt ham.

Månederne gik, imens Maria Hansen ikke gjorde andet end at sove, spise og spille skuespil.

»Jeg var ikke mig selv. Kunne ikke koncentrere mig om noget og kunne ikke finde glæde ved noget i hverdagen. Jeg var på 24/7, og kroppen fik ikke ro og lov til at slappe af. Fokus var hele tiden på hvilke planer, der nu blev lagt for mig.«

Kun når hun endelig lukkede døren til sit værelse ved sengetid, kunne følelserne få frit spil. Og så kom tårerne. Næsten hver nat.

»Det gjorde mig mest ked af det, at jeg ikke kunne følge skolen. At jeg ikke kunne komme tilbage til der, hvor jeg hørte hjemme. Min tryghed og sikkerhed,« siger hun.

Hun længtes efter Danmark. Retssystemet. Sine rettigheder.

»Jeg vidste godt, at hvis jeg lavede ballade eller stak af og søgte hjælp hos politiet i Tyrkiet, var det ikke mig, de ville hjælpe. Det var min families ære. Så tanken om at stikke af var der, men hvor langt kunne jeg komme? Det var ligesom for sent, for nu var jeg ikke længere på dansk grund.«

Efter tre måneder begyndte hendes onkel at snakke om, at de skulle finde en skole i byen, hvor hun kunne gå.

Telefonen ringede, inden skoleplanerne blev til noget. Det var hendes far. Han havde været på besøg i julen og sagde nu, at de skulle få lavet et visum til Maria Hansen. Hun skulle hjem.

Sammen med onklen tog hun ind til den danske ambassade i Istanbul. For første gang i næsten fire måneder havde hun fødderne på dansk grund. Men hun kunne stadig ikke bede om hjælp.

»Min onkel forstod jo dansk. Så da folkene på ambassaden spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde noget visum, og hvad jeg lavede hernede, kunne jeg ikke svare ærligt. Han stod jo lige ved siden af, og han tog over,« fortæller hun.

Hun måtte vente fire uger i uvished, før hun endelig fik stempel i passet. Derefter gik der ikke længe, før hun stod i lufthavnen og vinkede farvel til onkel og kusiner.

Langt fra sikker

I Kastrup Lufthavn tog hendes forældre og søskende hjertevarmt imod hende.

»Jeg var lykkelig for at lande på dansk jord.«

Selv om hun var hjemme igen, følte hun sig langt - fra sikker.

»Når det nu var sket en gang, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?«

Maria Hansen besluttede sig for at tage kontakt til sin kæreste igen. Hun købte et anonymt taletidskort, og smsede ham sit første livstegn i fem måneder. De aftalte at mødes på biblioteket. Der blev hverken givet kys eller knus, da de endelig stod ved siden af hinanden i afdelingen med voksenbøger.

»Ingen måtte jo se os og tro, vi var et par,« siger Maria Hansen.

Mens de bladrede i bøger uden at vise, at de kendte hinanden, fortalte kæresten, at han efter hendes forsvinden havde hængt et billede af hende op alle vegne i lokalområdet med teksten »Missing«. Og veninderne havde kontaktet politiet. I Tyrkiet havde hun en enkelt gang fået en opringning fra Danmark. Det var politiet, der ville høre, om hun var rejst mod sin vilje. Men onklen havde lyttet med på en anden telefon, så selvfølgelig havde hun sagt nej.

De gjorde alt, hvad de kunne for at hemmeligholde deres forhold. De skrev kun sammen via taletidskortet og mødtes sjældent. Hun vidste, det kunne koste hende livet, hvis det blev opdaget igen.

For en aften, lige før Maria Hansen blev sendt til Tyrkiet, var hun blevet opsøgt af en af forældrenes bekendte, mens hun var på besøg hos sin kæreste. En ifølge Maria Hansen hardcore, kriminel tyrker fra bandemiljøet, der lige ville fortælle, at det nok var en god idé at droppe kæresten.

»Jeg var nok allermest bange for at blive skudt. Og så kan man stille spørgsmålet: Tror du virkelig, de kunne finde på at gøre det? Det er jeg bare nødt til at sige ja til. For jeg ved, at ære betyder rigtig, rigtig meget i de her kredse. Hvor vigtigt ry, status og omdømme i lokalsamfundet er,« siger Maria Hansen.

Under jorden

Derfor gik hun under jorden.

En oktobermorgen i 2004 kørte hun af sted til arbejde som normalt, men vendte om og skyndte sig hjem igen for at pakke sine ting, da forældrene var væk. Hun flygtede ned til det lokale krisecenter, der hjalp hende videre til et center i en anden kommune.

»Alle i mit netværk troede, at jeg kun stak af på grund af en dansk mand. Men for mig handlede det om min frihed og mulighed for at bestemme over eget liv,« fortæller hun.

Maria Hansen er ikke døbt Maria.

På krisecentret fik hun ny identitet og skiftede sit tyrkiske navn ud og blev til Maria for at være sværere at finde.

Hun gjorde handelsskolen færdig og begyndte på socialrådgiveruddannelsen i den modsatte ende af landet. Hun undgik de tyrkiske miljøer, og når studiekammeraterne spurgte, var hun adopteret. Hun levede frit. Indtil hun efter fem år blev spottet af sin moster på en café.

En sommerdag i 2009 mødtes hun med sine forældre og søskende for første gang, siden hun pakkede og forsvandt.

Maria Hansen var på det tidspunkt flyttet tilbage i nærheden af sin hjemby,så hun var ikke overrasket over at være blevet genkendt.

Hun ville gerne have ventet lidt med at genoptage kontakten, men hun savnede at se sine søskende og frygtede ikke længere for sit liv.

»Jeg havde så god kontakt med politiet, der blev informeret om det her møde og alt, hvad der foregik,« fortæller hun.

Alligevel blev hun rigtig ked af det. Om det var, fordi hun var glad for at se dem, eller bare ulykkelig over hele situationen, er hun i tvivl om. Hendes far havde også tårer i øjnene. Sagde, at han var glad for at se hende igen og begyndte at spørge til, hvordan det gik med studierne og livet.

»Så siger han til mig, at alt det, der ligger i fortiden, er fortid, og nu skal vi fremad. At vi nu skal prøve at glemme og komme videre,« fortæller Maria Hansen.

De vidste ikke bedre

Hun har stadig kontakt med forældrene. De ses en gang imellem, men har aldrig for alvor talt om, hvad der skete dengang.

»De vidste ikke bedre. Men det var ikke det rigtige, de gjorde over for mig. Men sket er sket, og nu må vi komme videre. Jeg har dog stadig ikke tillid til dem, og jeg vil nok altid have en usikkerhed i mig,« siger hun.

»Jeg tænker nogle gange på, hvordan mit liv havde set anderledes ud, hvis de i stedet var gået i dialog med mig omkring det her. I stedet stod jeg ved en skillevej, hvor jeg måtte vælge enten det ene eller det andet. Der var ikke en gylden middelvej.«

Maria Hansen er stadig sammen med den mand, som for 13 år siden var grunden til, at hun blev sat ombord på et fly til Tyrkiet. De er gift og har to sønner.

Berlingske kender Maria Hansens oprindelige, tyrkiske navn, men vælger ikke at skrive det af hensyn til hendes sikkerhed.