- Vi skal ikke lade os kue af bekymringer. Der vil altid være nye udfordringer og nye muligheder for unge som for gamle. Lad os sammen tage udfordringen op og udnytte de muligheder, som viser sig.
Med de nytårsønsker for 2010 sluttede dronning Margrethe sin 38. nytårstale til danskerne.
En tale, der handlede om den økonomiske krise, men også om de muligheder, den giver for unge og gamle for at geare ned og tænke på andet end det materielle, sig selv og den ungdomsfiksering, som fylder meget i dagens Danmark.
- Krisen ansporer til mådehold efter mange glade år med stigende forbrug, og det at have og kunne beholde et arbejde er ikke længere så selvfølgeligt. Alle vil vi gerne føle, at der er brug for os, og at vi
hver især kan yde noget i samfundets hverdag. Det gælder også for de unge, der står over for en særlig udfordring i krisetider, sagde dronningen.
Men den danske ungdom mangler ikke livsmod. De unge rejser ud og uddanner sig, og de har derfor en videre horisont, end dronningens egen generation måske havde:
- Vi må vise de unge, at der er brug for dem.
Krisen er verdensomspændende, men dronningen mener, at den kan være en mulighed for at overveje, hvordan vi lever vores liv. Måske er det slet ikke så usundt at sætte tempoet lidt ned.
- Vores tid er blevet ungdomsfikseret. Det er både godt og ondt, sagde dronningen og påpegede, at der skal være plads til de mennesker, der tidligt mærker alderens forandringer sætte ind. De må ikke tabes i den store glade ungdomsdyrkelse.
Klimatopmødet fyldte meget i København i december, og dronningen takkede i sin tale alle, der i stort og småt har bidraget til, at Danmark var vært ved topmødet.
- Alt lykkedes vel ikke, men et grundlag blev lagt, og arbejdet vil fortsætte i det nye år, lød dronningens konklusion om topmødet.
Danmark fik den 5. september en ny flagdag til ære for de soldater, der er sendt ud for Danmark.
- Den dag i året vil fra nu af kunne samle os i taknemmelighed og eftertanke. Netop nu går mine tanker til at vore udsendte og i særlig grad til vore soldater i Afghanistan, sagde dronningen.
På det personlige plan er det glæden ved endnu engang at blive bedsteforældre, at se sin familie trives og turen til Vietnam sammen med prins Henrik og kronprinsparret, der har gjort 2009 til et særligt år for dronningen.
/ritzau/






















