Dronningens nytårstale var rettet mod dem, der kræver nyt blod på tronen.

Dronning Margrethe, der fylder 70 i år, fokuserede på ungdomsdyrkelse i sin nytårstale.

Og det er ikke tilfældigt, mener en royal ekspert. Indirekte var majestætens ord nemlig rettet mod dem, der mener, at hun bør abdicere og gøre plads til sin 41-årige søn.

- Det overraskende i år er den særlige opmærksomhed på ungdomsfikseringen. Noget Dronningen jo også har mærket på egen krop, når man tænker på den debat, der har været om hendes egen rolle og om hvorvidt hun skulle abdicerere, siger forfatteren og historikeren Jon Bloch Skipper, som gennem mange år har fulgt det danske kongehus.

Han mener ikke, at det er tilfældigt, at hun kommer ind på emnet:

- Hun holder sig klogeligt fra det direkte politiske. Hun mestrer det danske sprog og antydningens kunst, uden at talen bliver politisk. Det er også det, der har gjort Dronningens nytårstale til en så stor succes – ja, nærmest til en institution – at hun har gjort den personlig og markant, siger Jon Bloch Skipper.

Også skuespilleren Ulf Pilgaard, der selv hver sommer gør sig som storrygende dronning Margrethe i Cirkusrevyen, ser afsnittet om ungdomsfiksering som centralt.

- Det meste af talen er tydeligvis skrevet over en skabelon, som Dronningen af forskellige grunde er nødt til at bruge. Men hun er modig, når hun taler om den ungdomsfiksering, der har præget de sidste 20 år.

- Det er som om, det er blevet en kvalitet i sig selv at være ung. Men ungdom kan jo aldrig erstatte erfaring og visdom, som hun selv udstråler. Jeg er bare et halvt år yngre end Dronningen, og kan sagtens sætte mig ind i hendes tanker. Hun har jo også selv oplevet fokus på hendes egen alderdom, siger Ulf Pil-gaard.

Jon Bloch Skipper roser talen i sin helhed. Den lyder som kun hendes nytårstale kan lyde.

- Talen var umiskendelig Dronningens tone. En overskrift for talen kunne være: Eftertænksomhed og optimisme i en krisetid.

Ulf Pilgaard har plads til et lille satirisk glimt i øjet.

- Margrethe siger, at det slet ikke er så usundt at sætte tempoet lidt ned, at give sig tid til at nyde øjeblikket, finde tid til at være sammen med sine nærmeste, mærke efter. Det var måske en meget god idé for hende også. Det kunne være, at hun kunne lære sine børn, deres koner og børn - og måske ligefrem prinsgemalen bedre at kende, siger Pilgaard.