Margrete Auken blev aflyttet af PET, men har aldrig fået at vide om hvad

Politiets Efterretningstjeneste har i mere end 25 år gemt aflytninger af telefonsamtaler, foretaget af én af de toneangivende og mest kendte SFere i partiets historie. Det tidligere medlem af Folketinget og nuværende EU-parlamentariker, den 68-årige Margrete Auken fik aldrig noget at vide om aflytningen.

Auken siger i dag til BT, at hun ‘aldrig nogensinde’ er blevet orienteret om, at et ukendt antal politiske og private samtaler med hendes daværende ven, journalist ved Information Jørgen Dragsdahl, er blevet aflyttet, udskrevet og gemt i PETs arkiver.

- Dragsdahl har for flere år siden sagt, at jeg skulle bede PET oplyse, hvad tjenesten har på mig. Jeg har aldrig fået det gjort, og det er en fejl. Jeg har gennem årene joket med, at vi nok blev aflyttet, men faktisk er det jo alvorligt, fordi aflytningerne kan bruges som argument for, at vi nok udgjorde en trussel, siger Margrete Auken, der nu har bedt PET om indsigt i aflytningerne af hende.

PET mistænkte i 80erne journalist Jørgen Dragsdahl for at være såkaldt ‘påvirkningsagent’ for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, der lod sig fodre med anti-USA- og anti-Nato-propaganda, som han bagefter trykte i Information til skade for Danmark og Nato. Dette kan være en overtrædelse af straffelovens regler om spionage.

Aflyttet døgnet rundt

Derfor blev Dragsdahl i tre år - fra februar 1983 til september 1985 - aflyttet 24 timer i døgnet, hvilket gav PET og den daværende borgerlige Schlüter-regering et helt enestående indblik i stort set enhver bevægelse i venstrefløjs-oppositionen, der i fodnote-perioden konstant tvang den borgerlige regering til at tage forbehold overfor en række vigtige Nato-beslutninger, herunder beslutningen om at opstille 538 amerikanske atommissiler i Europa som svar på sovjetisk oprustning.

Af et notat fra PET fremgår det direkte, at det ‘er lykkedes at identificere seks af (Dragsdahls) kilder’, hvorpå PET nævner netop Margrete Auken, socialdemokratiske Lasse Budtz og SFs formand Gert Petersen, samt tre militærfolk, og en aflytning viser, at PET interesserede sig meget for Dragsdahls kontakter i Folketinget.

Bagtalte Anker Jørgensen

I en samtale, PET har aflyttet, udskrevet, analyseret og gemt til nu, siger Margrete Auken, at hendes bror, den daværende politiske ordfører for Socialdemokraterne Svend Auken, har bagtalt sin formand, Socialdemokraternes leder Anker Jørgensen, i forbindelse med et fredsprojekt.

‘Så snakkede jeg med Svend (Auken), som kom med en grusom advarsel: Hvis Anker (Jørgensen) skulle med, så skulle man jo også have alle de her socialdemokratiske toppolitikere - og så er det jo dødt, mener jeg.’

‘Hvis vi skal fortsætte den der socialdemokratiske selvtilstrækkelighed, så kan det være lige meget’, siger hun ifølge den aflyttede samtale.

I en anden samtale fra 1983, mellem Dragsdahl og nu afdøde Lasse Budtz, der blev anset for at være fodnotepolitikkens fadder, fremgår det, at Dragsdahl ikke bare er journalist, men er med til at lægge taktik om fodnotepolitikken, og det fremgår, at Budtz siger, at ‘Schlüter er sgu’ mere fornuftig end Uffe’ - daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, hvorpå Dragsdahl svarer:

‘Ja, han kan ikke blive værre.’

Margrete Auken er uforstående overfor, at PET ikke - her næsten 30 år senere - har informeret hende om aflytningerne:

Skaber myter

- Jeg er bekymret over, at jeg aldrig har fået viden om, hvorvidt og hvor meget jeg er blevet aflyttet. Aflytninger, der hemmeligholdes, skaber myter, som trives den dag i dag. Hvis man i stedet fortalte folk, at de var blevet aflyttet og derpå lagde alt frem, ville alle kunne se, at jeg og Jørgen Dragsdahl og alle andre kritikere af Natos atomstrategi ikke gjorde noget forkert, siger Margrete Auken:

- Når PET ikke ønsker at udlevere disse oplysninger så mange år efter, tror jeg udelukkende, det er for at beskytte PET selv. PET lavede så meget makværk dengang, og det ønsker PET ikke frem, siger hun.

PET fulgte med

Alle de personer på venstrefløjen, der støbte kuglerne til fodnotepolitikken eller støttede den, var blandt Dragsdahls meget nære kontakter, og den omfattende aflytning af Dragsdahl gjorde det muligt for PET at følge ‘planlægningen’ af den sikkerhedspolitik, som den borgerlige regering foragtede.

- De aflytninger, jeg har set, afslører ikke noget om mig, men viser entydigt, at aflytningen af mig gav informationer om, hvilke kilder jeg havde i den store verden, og informationer om det alternative flertals (den daværende oppositions) planer. Det, PET gennemførte, var ganske enkelt politisk spionage til glæde for den borgerlige regering og udlandet, siger Jørgen Dragsdahl i dag.

Fodnotepolitikken:
Fodnotepolitikken dækker over, at Folketinget i flere beslutninger i 1982-1988 pålagde Schlüter-regeringen at tage afstand til væsentlige beslutninger i Nato. Socialdemokraten Lasse Budtz var en af arkiteterne bag fodnotepolitikken. Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) fik i årene op til 80 ’næser’, fordi han ikke levede op beslutninger i Folketinget om at tage forbehold i Nato for visse beslutninger.