Et 31-årigt par fra Ballerup blev sent lørdag overfaldet af en voldelig nabo i deres opgang. Efter at have slået en anden beboer i gulvet smadrede naboen løs med en økse på deres dør og truede dem på livet. Dagen efter blev overfaldsmanden løsladt, og parret tør nu ikke længere bo i opgangen.

Beboerne i en opgang i Ballerup var lørdag nat udsat for et sandt mareridt. En mandlig beboer i midten af 40’erne slog en anden beboer i gulvet og angreb et ungt par med en økse og truede dem på livet.

Ifølge flere beboere, som BT har talt med, ankom politiet talstærkt og hurtigt til adressen, hvor de anholdt manden.

Kort efter anholdelsen forlod parret – Tommy og Pernille - deres hjem i frygt. Da den voldelige nabo er blevet løsladt søndag formiddag, tør de ikke længere at bo i deres eget hjem.

BT er bekendt med de involveredes identitet, men da sagen endnu ikke er afsluttet, er de blevet anonymiseret.

Pernille er rystet ovenpå lørdagens hændelser og siger:

»Vi skyndte os væk midt om natten og tør ikke komme hjem igen, så længe han er der. Vi er dybt rystede og bange.«

Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, bekræfter overfor BT, at der lørdag er sket en hændelse på adressen i Ballerup og i den forbindelse optaget en sag vedrørende trussel på livet, vold, hærværk og våbenbesiddelse.

Han fortæller samtidig, at en person er sigtet, og at vedkommende er løsladt søndag formiddag, mens sagen behandles.

Truede med at slå ihjel

Dramaet udspillede sig kort før midnat lørdag, hvor Pernille og Tommy kom hjem til opgangen i Ballerup. På trappen mødte de deres nabo S, som af en ukendt grund var meget aggressiv. Han råbte og skreg. Opgangens beboere har tidligere oplevet problemer med S, hvilket også fik parret til at forsøge at tale ham til ro. Men S tog fat i Tommy og truede med at slå ham ihjel.

52-årige Jan hørte larmen i opgangen inde fra sin lejlighed og kom ud for at hjælpe. Men det lykkedes ikke. S slog ham i gulvet med et knytnæveslag og Tommy og Pernille flygtede op i deres lejlighed. Derefter forsvandt S, og Jan gik omtumlet tilbage til sin lejlighed, men glemte at låse døren.

Efter kort tid dukkede S igen op i opgangen. Nu havde han en brandøkse i hånden, som han hidsigt slog gentagne gange ind i Tommy og Pernilles dør, imens de febrilsk ringede 112. Parret kunne følge den aggressive nabo gennem et indbygget kamera i døren.

»Vi kunne høre nogle høje brag. På skærmen inde i lejligheden kunne vi se S stå og hamre økseklingen ind i kameraet i vores dør samtidig med, at han råbte, at han ville slå os ihjel. Hvis vi ikke netop havde fået nye sikkerhedsdøre i hele opgangen, er jeg sikker på, at han var kommet ind og havde forsøgt at slå os ihjel,« siger hun til BT.

Pludselig forsvandt S fra Tommy og Pernilles dør, og kort efter stod Jan igen ansigt til ansigt med S, da han nemt kom ind i Jans lejlighed gennem den ulåste dør og truede ham med øksen. S forlod Jans lejlighed, og kort efter gik han frivilligt ud af opgangen, hvor politiet stod klar til at anholde ham.

Mareridtet fortsætter

Lørdagens anholdelse byder ikke på en afslutning på parrets - og resten af opgangens - problemer. Så længe S er løsladt og tilbage i sin lejlighed, må parret af frygt bo hos noget familie, og ifølge deres nabo Jan er der nu kun ham selv og S tilbage i opgangen efter lørdagens uroligheder:

»Det er ikke spor rart at bo her, og jeg har forgæves forsøgt at finde et andet sted at bo ligesom de andre i opgangen. Det er en spøgelsesopgang nu, og hver nat dag føles som Halloween, fordi S løber rundt om natten med jernrør og banker på væggene og piller ved min lås og min dør. Jeg har bivirkningssygdomme efter lymfekræft og er helt afkræftet af stress ovenpå det her,« siger han til BT.

Beboere i opgangen fortæller til BT, at S over længere tid har terroriseret ved at banke løs på døre og vægge i timevis samt at have råbt og skreget. Politiet skal have været tilkaldt i flere omgange allerede siden torsdag, og en beboer i naboopgangen fortæller til BT, at også her har S generet folk.

Til trods for den usikre og uholdbare situation er der ikke udsigt til, at hverken Tommy, Pernille eller resten af opgangens beboere kan flytte hjem foreløbig. Vagtchef for Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, fortæller, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen tidshorisont for behandlingen af sagen og uddyber:

»Vi er underlagt retningslinier, og selvom beboerne godt kan føle sig utrygge ovenpå sådan en oplevelse, er det politiets normale fremgangsmåde at løslade sigtede i en sag som denne, mens sagen behandles. Vi henviser til at ringe 112, hvis en ny episode skulle indtræffe,« siger han til BT.

Det er også den besked, som parret har fået fra politiet, men de føler sig hjælpeløse i den nuværende situation, fortæller Pernille:

»Vi er tossede over, at han er løsladt, og vi tør ikke at komme hjem, så længe han er i sin lejlighed. Vi føles os truet, og jeg synes, det er at pisse på vores sikkerhed,« siger hun.