De fleste er nok bevidste om, at det i længden er farligt at foretrække sofaen over løbetøjet. Og den konklusion bliver der sat to fede streger under i en ny undersøgelse publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet. Det viser sig nemlig, at det næsten er lige så farligt ikke at bevæge sig, som det er at ryge.
Manglende motion er skyld i omkring en tiendedel af alle dødsfald på verdensplan, og det svarer stort set til antallet af dødsfald i forbindelse med rygning.
Samlet set mener forskerne, at omkring fem millioner mennesker hvert år dør, fordi de har bevæget sig for lidt. De udvikler derfor sygdomme og lidelser som diabetes, kræft og hjerteproblemer, som alle er store dræbere.
En tredjedel af verdens voksne befolkning er fysiske inaktive, og endnu værre ser det ud blandt de unge, hedder det i rapporten.
- Omkring tre ud af 10 personer på 15 år eller ældre - omkring 1,5 milliarder mennesker - følger ikke anbefalingerne for fysisk aktivitet, står der i undersøgelsen.
Selvom det kan få fatale følger, får manglen på motion ikke den samme opmærksomhed, som andre helbredsproblemer, siger professor Pedro Hallal fra Federal University of Pelotas i Brasilien, der har medvirket til undersøgelsen.
- Det bliver undervurderet og får ikke nok økonomisk opmærksomhed. Men det er et stort problem over alt i verden, forklarer han.
Hvis den fysiske aktivitet blandt verdens befolkning blev øget med 10 procent, ville det kunne redde en halv million menneskeliv om året, viser undersøgelsen.