Mere end hver tredje af de 21-24-årige har ingen indboforsikring og dermed heller ingen ansvarsforsikring, som ofte hører med, viser opgørelse.

36 procent af de 21-24-årige er ikke dækket, hvis de bliver udsat for tyveri eller er skyld i, at andre kommer til skade. Det viser en opgørelse fra Forsikring & Pension på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, skriver Politiken.

Når man runder de 21 år, hører man som regel ikke længere under sine forældres indboforsikring. Men derfor undlader mange unge alligevel at tegne deres egen forsikring. Det fortæller direktør Per Bremer Rasmussen fra Forsikring & Pension til Politiken:

»Mange unge tænker måske, at man bor på et værelse og ikke har så mange værdier. Men de fleste har faktisk mange værdier - smartphones, tablets og så videre. Det løber op alt sammen,« siger han.

De unge uden en indboforsikring står som regel også uden en ansvarsforsikring, da den ofte hører med. Og det er dér, det for alvor risikerer at blive dyrt, understreger Per Bremer Rasmussen. Har man ingen ansvarsforsikring, er man nemlig ikke dækket, hvis man er skyld i, at andre kommer til skade.

Opgørelsen viser ifølge Politiken, at det er 11 procent blandt de 25-59-årige, der ikke har nogen indboforsikring, mens det kun gælder for fire procent blandt folk over 60 år.