85 procent af de personer, som forsøger selvmord, får ikke tilbud om behandling på de regionale selvmordsforebyggende centre. En undersøgelse viser ellers, at behandlingen virker.

Hver dag forsøger 20 danskere at begå selvmord, men det lykkes kun for to. Resten kommer i de fleste tilfælde på skadestuen for at få ambulant og psykiatrisk hjælp.

Men her bliver de alt for sjældent tilbudt hjælp på de regionale behandlingscentre, der er specialiseret i at hjælpe selvmordstruede. 85 procent får ikke tilbuddet og det er en skam, for risikoen for at tage sit eget liv falder med 27 procent, hvis man hurtigt kommer i behandling.

Begge resultater stammer fra en undersøgelse, som Forskningsenheden, Region Hovedstadens Psykiatri, står bag. Professor i psykiatri Merete Nordentoft er en af de forskere, som har været med til at lave undersøgelsen glæder sig over de gode resultater, centrenes behandling har, men hun ærgrer sig over det lille antal selvmordstruede, som har glæde af tilbuddet.

»Der skal gøres noget mere for selvmordsforebyggelsen fremover. Selvmordshyppigheden har været faldene i Danmark fra 1980 til cirka 2005 og derefter har det stået stille. Der har været 600-650 mennesker hvert år, som er døde ved selvmord. Det er jo et højt tal, det er tre gange så højt som antallet af dræbte i trafikken,« siger hun til Radio24syv.

Ifølge Merete Nordentoft er det dog ikke alle som egner sig til behandlingen.

»Hvis de allerede er i et andet behandlingsprogram, så er det ikke meningen, at de skal afbryde det, for at gå et andet sted hen. Så betragter man det som en del af deres tilbud. Derfor er det ikke 100 procent som skal behandles i de regionale centre for selvmordsforebyggelse, men det er heller ikke kun 15 procent som skal I behandling. Det mener vi, er alt for få,« siger hun til Radio24syv.

Morten Thomsen er bestyrelsesformand hos Livslinjen, der årligt har 14.000 henvendelser fra folk med selvmordstanker. Han fortæller til Radio24syv, at han oplever mange, som ringer til Livslinjen, fordi de ikke kender til andre muligheder.

»Mange ringer ind til os uden nogen idé om, hvor de kan få hjælp. Vi ser ofte folk, der efter et selvmordsforsøg bare er blevet lappet sammen på skadestuen og derefter er blevet sendt hjem med et visitkort og et forslag om, at man kan ringe til os eller gå til egen læge, hvis man får det skidt igen,« siger Morten Thomsen.

Danmark tilbyder, som det eneste land i verden, selvmordsforebyggende behandling til selvmordstruede personer. Sidste år modtog 2.484 personer hjælp hos de selvmordsforebyggende centre. Ifølge undersøgelsen forsøger 12.000 mennesker selvmord hvert år.