Mange døende bliver så raske af et ophold på hospice, at de sendes hjem igen.

Selv om man får en plads på et hospice, er det ikke sikkert, at livet slutter der. Mange får det så godt af behandlingen og omsorgen, at de faktisk ender med at være for raske til at være der og derfor må udskrives. På landsplan bliver mere end hver tiende af de døende udskrevet, og nogle steder må helt op mod hver femte sendes hjem igen, så pladsen er fri til en døende med kortere livsperspektiv. Det skriver Kristeligt Dagblad med baggrund i en vurdering fra Hospice Forum Danmark.

Hospice Sjælland ved Roskilde er et af de hospicer, hvor hver femte beboer bliver udskrevet igen, fordi de får det bedre. De kommer til hospicet med plagsomme symptomer som mundsvamp, smerter, træthed og kvalme, fordi de måske har lidt af forstoppelse i en længere periode og er svækkede af deres sygdom. Men det er blevet overset i den hektiske hverdag på sygehuset eller i hjemmeplejen.

/ritzau/