86-årige Hardy Hedager er død efter 48 år under åben himmel.

Han fik sin vilje. Hardy Hedager fik lov at leve og dø i sin grøft ved Hedehusene. Et livsvalg, som få forstod, men som ikke desto mindre var hans valg.

Landstrygeren, der har levet under åben himmel siden 1965, blev fundet død onsdag eftermiddag. Medarbejdere fra Høje-Taastrup Kommune kom forbi med en ny gasflaske til varmeovnen i Hardys skurvogn. Men Hardy Hedager var væk. I vognen lå kun hans afsjælede krop tilbage.

Alt tyder på, at den 86-årige døde af naturlige årsager. Et langt liv - levet under ekstreme vilkår.

Se billederne: Hardy - Manden i grøften



- Han var jo en gammel herre, så det er egentlig meget godt gået, bemærker vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi med respekt i stemmen.

BT besøgte Hardy Hedager første gang for næsten et år siden og beskrev hans særlige liv. Han blev født 5. marts 1927 og voksede op på Gartneriet Godthåb, der lå i det nuværende Albertslund. Han blev udlært i gartneriet, men da faderen døde, blev det solgt for næsen af Hardy.

Der er blevet gisnet om, at tabet af faderen og gartneriet, som han var opdraget til at skulle overtage, slog alvorlige skår i et skrøbeligt sind. Hardy blev slået ud af kurs. Og da han nogle år senere blev fyret og stod uden en krone på lommen, begyndte han at gå. Og det gjorde han så i 40 år. Alene og med sine få ejendele i en trillebør.

Igennem alle årene krydsede han jævnligt sit eget spor. Som om, alle veje førte ham mod fødeegnen.

For otte år siden blev trillebøren vakkelvorn og benene trætte, og Hardy Hedager slog sig ned i grøftekanten. Blot få kilometer fra jorden, der skulle have været hans.

Her levede han i al slags vejr. Han sov på et leje af paller, kvas, aviser og gamle tæpper dækket af en presenning. Og han sagde troligt ’nej tak’ til tilbud om hjælp og husly. Han ville bare have lov at passe sig selv.

- Du lever bedre herude, forklarede han.

Hver dag vandrede han ind til Hedehusene efter proviant. Ellers fik han dagene til at gå med at lave kaffe over bål, sove til middag, læse avis og lade tankerne svæve, mens han så verden skynde sig forbi ad Roskildevej.




Først i januar blev livsstilen for barsk for den ellers så hårdføre gamle mand. For første gang nogensinde ytrede han et spinkelt ønske om hjælp. Han kunne godt tænke sig en skurvogn. Det ønske efterkom kommunen.

Vognen blev opstillet i grøften og blev hurtigt hans hjem. Her var ly for vind og vejr og varme fra en lille gasovn. Han havde levet sin sidste vinter ude i kulden.

Parakdoksalt nok blev det også hans livs sidste vinter.

Han virkede til at have det fint, da hans nevø besøgte ham for to uger siden. Men siden da slap livet altså sit tag i Hardy.

- Han har fået det, som han ville have det, siger hans søster, den 81-årige Asta Lind.

- Jeg tror, at jeg længe har bearbejdet, at det en dag ville gå på denne måde. Jeg havde det altid mærkeligt aftenen inden, jeg skulle besøge ham. Gud ved, hvad du skal ud og møde nu, tænkte jeg, når jeg lå og ikke kunne sove. Han kunne jo ikke blive ved på den måde. Men når vi kom og besøgte ham og spurgte - nå, hvordan går det? Så svarede han altid: Jeg har sandelig ikke tænkt mig at stille træskoene endnu.

Da BT spurgte Hardy, om han har haft et godt liv, svarede han.

- Det har såmænd været meget godt. Du må jo se at komme op på benene. En dag ad gangen. Så er der nogle, der tager hele livet på én gang. Det må de så selv klare, sagde han og lod de uudgrundelige øjne slippe fokus.

’Peter Landevej’, som han også blev kaldt, var formentlig landets ældste hjemløse.