Hvad gør man, hvis man tror, at man har tabt sin pung i affaldsskakten? Man kravler selvfølgelig ned efter den.

Det var i hvert fald konklusionen hos en mand i Aarhus, der søndag aften ikke kunne finde sin pung. Da han var overbevist om, at pungen måtte være røget ned i en affaldsskakt på gaden, kravlede han ned i mørket til det stinkende skrald.

Og det var derfra, Østjyllands Brandvæsen modtog et opkald søndag aften klokken 23.09. Det skriver tv2oj.dk.

Affaldsskakten var et par meter dyb, og manden var landet på bunden af en stor affaldsbeholder under jorden. Da han indså, at han umuligt kunne komme op igen, ringede han til brandvæsnet, som kort efter ankom og trak den ubehjælpsomme mand op. Han var både uskadt og glad, da han kom tilbage til den friske luft, og pungen - den havde han med sig.

Den havde dog ikke ligget mellem madrester, emballage og andet affald, oplyser Østjyllands Brandvæsen. Derimod lå pungen trygt og godt i mandens lomme – både før og efter ekspeditionen i affaldsskakten.