Søndag middag udbrød der brand på en gård i Stangerum

Søndag blev en voksen mand og et lille barn fundet omkommet efter en gårdbrand i landsbyen Stangerum nord for Gjerlev.

»Vi betragter det her som en tragisk familiebegivenhed. De to omkomne var i familie med hinanden,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov, til Randers Amtsavis.

Indsatsleder ved Randers Brandvæsen, Per Allan Nielsen, fortæller, at opkaldet til 112 kom klokken 12.13, og at det er den ene ende af stuehuset, der er brændt. To timer efter opkaldet til alarmcentralen var der stadig flammer op gennem taget. Ilden er nu slukket.

»Vi har både teknikere og retsmedicinere på stedet, og vi kan derfor ikke sige mere på nuværende tidspunkt,« siger Per Bennekov.