En 81-årig mand fra Horsens kom lørdag formiddag alvorlig til skade, da han blev ramt af en info-stander på Søndergade i Horsens. Desværre stod hans liv ikke til at redde.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Det var en 2,5 meter høj kommunal info-stander, som ifølge avisen bliver brugt i forbindelse med en tegnefestival i byen samt DM i tegn, der væltede ned over manden på grund af weekendens kraftige blæsevejr. Sammenstødet med info-standeren betød, at den 81-årige mand kom så alvorligt til skade, at han fik flere komplicerede knoglebrud i blandt anden ryghvirvlen og svævede mellem liv og død i løbet af både lørdag og søndag. Mandag formiddag afgik manden ved døden.

»Manden afgik ved døden mandag kl. 11.36. Han pådrog sig nogle voldsomme skader ved ulykken, som han blev indlagt for, og senere afgik han altså ved døden,« forklarer vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Flemming Lau, til Horsens Folkeblad.

Sydøstjyllands Politi er lige nu ved at undersøge, om Horsens Kommune kan stilles til ansvar for ulykken.

Politiet skal fastslå, om der i forbindelse med opsætningen af standeren er overtrådt nogen love.

Den afdøde 81-årige mand kommer fra Horsens.