En fisketur endte tirsdag morgen tragisk, da en mand i 40erne faldt i vandet fra sin båd i Øresund ved den kunstige ø Peberholm og mistede livet.

»Han falder i vandet fra sin båd, bliver reddet op og taget med på Rigshospitalet, hvor man konstaterer, at han er død,« siger vagtchef ved Københavns Politi Lars Vestervig.

Der var et vidne til stede, som også var ude og fiske, og vedkommende forsøgte at redde manden op fra vandet.

»Der er et vidne, der ser, at han falder i vandet, og som forsøger at hjælpe ham, men det har tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt, så han får tilkaldt yderligere assistance - dels fra brandvæsenet, redningsbåde fra lufthavnen og fra Søværnets Operative Kommando,« siger Lars Vestervig.

Selvom det lykkedes redningsarbejderne at få manden op af Øresund, blev han erklæret død, da han ankom til Rigshospitalet.

Københavns Politi kender ikke umiddelbart den nøjagtige dødsårsag.

Ulykken fandt sted omkring klokken 8 lidt nord for den kunstige ø Peberholm, som blev anlagt i 1995 i forbindelse med byggeriet af Øresundsbroen.