Foto: Claus Bech/NIELS AHLMANN OLESEN

For et par uger siden blev den tidl. Saxo Bank ejer Lars Seier overfaldet på Kgs. Nytorv i København og frastjålet sit ganske dyre ur. Efterfølgende brokkede han sig over, at politiet ikke har gjort mere ved de rent faktisk talrige overfald, der har været i det dyre område rundt om Hotel D'ingletæer. Og han udlovede en dusør på en mindre formue til den, som leverede uret retur. Og så han fik læst og påskrevet af Gud og hvermand og politiet.

Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør, siger, at de koncentrerer sig om personfarlig kriminalitet og ikke tyverier. Nu kan man så påstå, at et overfald måske skulle anses for at være personfarlig kriminalitet. Det ved vi godt. Politiets råd til butiksejere, som bliver udsat for tyveri, er selv at fange tyven og få ham til at underskrive en formular om, hvad han stjal. Den kan man så indsende til politiet. Eller lave en papirflyver ud af.

Et par borgere nævnte i diverse læserbreve, at politiet har mere travlt med at kradse budget-aftalte bødepenge ind i trafikken - og ikke engang på trafikstrækninger, som er specielt farlige (undtagen ved vejarbejde). Klart nok. Staten lægger jo et budget, hvor man nedfælder forventet skatteindtægt fra den hidsige del af befolkningen i trafikken i 2017-18.  Fartbøder er en vigtig del af statsbudgettet.

På Facebook harcelerede diverse personer over, at en rigmand fra Schweiz beklagede sig over røveriet. 'Han kunne da for helvede bare lade være med at gå med et dyrt ur, når han skulle på værtshus'. Og han betalte nok ikke skat i Danmark, så hvad bildte han sig ind at mene noget?

Jeg kender intet til mandens skatteforhold. Og jeg er slet ikke fan af hans begejstring for idiotpræsidenten Trump. Men mon ikke han på et tidspunkt har betalt ret meget skat i DK? I dont know.... Men man kan jo sagtens gætte løs uden at vide en skid om noget. Bare det, at han er rig, er jo rigeligt suspekt. Ligesom internationale danske tennis-spillere. De burde jo bo i Slagelse allesammen. Så kan de lære det.

Men ideen om, at han kunne lade være med at gå rundt med så dyrt et ur, den er jeg med på!  Hvad er det for noget? Når ikke alle har et! Jeg synes, at dem, som går i byen i Danmark, skal lade smykker, tasker, der er dyrere end en plasticpose, og sko, som ikke er købt i Bilka, blive hjemme. Det er provokerende at gå med den slags på offentlig gade. Man er selv skyld i, at man bliver overfaldet. Ligesom piger i 'frækt tøj'. Alle ure som ikke er Swatch til 80 kroner, skal man undgå at vise frem. Og man er da totalt idiot, hvis man går i byen med en dyr I-phone. Find den gamle NOKIA frem!

Man bør faktisk placere en hær af surmulende jante-personager i Kastrup Lufthavn terminal 3. Her kan de informere turister, der ankommer til byen om, at da de ikke er skatteborgere i Danmark, skal de sgu ikke regne med, at politiet beskytter dem. Vil de sightsee? The little Mermaid? Gå nøgne!! På egen risiko.

Hvis jeg bliver overfaldet i Schweiz og bliver frarøvet mit fine (læs tilfredsstillende) Seiko ur, håber jeg inderligt, at swiss Polizei vil tage sig af sagen, og at jeg ikke bliver åndeligt rullet i tjære og fjer og smidt nordpå til Tyskland som en retsløs illegal indvandrer. Og i Danmark vil jeg fremover liste mig langs muren iført stangtøj og en bøllehat og håbe på det bedste. Nul ny Signal sweatshirt til mig! Too dangerous!!

SMS

Hitter på Facebook