Den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen landede torsdag på dansk grund i Københavns Lufthavn med fly fra New York.

Malthes mor, Marianne Larsen, var meget rørt, da BT fangede hende bare momenter inden, Malthe ankom.

I Kastrup Lufthavn blev den 22-årige dansker modtaget som en folkehelt til tonerne af 'Det er et yndigt land'. Malthe Thomsen var mistænkt for at have krænket 13 børn seksuelt i en børnehave i New York, hvor han var praktikant, indtil han blev anholdt og fængslet 27. juni. En domstol i New York 13. november frafaldt alle anklager mod den 22-årige dansker.

- Jeg har glædet mig -  og med god grund, lød det fra den overrumplede Malthe Thomsen, der blev modtaget af en kæmpe forsamling af venner og familie.

- Der er ingen ord, som helt præcis rammer den følelse, jeg har. Det er noget, man har ventet på i rigtig, rigtig lang tid. Men det er det her, jeg har glædet mig aller, allermest til, fortæller Malthe Thomsen.