Når 10-årige Magnus Vinding starter i 5. klasse på Sønderlandsskolen i Holstebro efter sommerferien, vil han være den eneste danske dreng i klassen.

En ny skoleordning træder nemlig i kraft i Holstebro Kommune, og det betyder ifølge Dagbladet Holstebro, der skrev om Magnus Vinding tidligere fredag, at 5. klasseseleverne fra kommunens fem skoler, nu skal samles i nye klasser på tre skoler

En af de skoler er Sønderlandsskolen, hvor Magnus Vinding skal gå i en 5. klasse sammen med seks andre drenge, der alle er tosprogede.

Og det bekymrer hans far, Jimmy Vinding, der undrer sig over fordelingen af klasserne på Sønderlandsskolen.

»Der er tre klasser på den årgang, og i de tre klasser er der samlet ni danske drenge. Fire er kommet i en klasse, fire er kommet i en anden og Magnus er kommet som den eneste danske dreng i den tredje, men hvorfor har skolen valgt at gøre sådan,« spørger Jimmy Vinding, der nu overvejer at flytte sønnen til en anden skole, fordi det ifølge ham ikke er muligt for skolen at lave klasserne om.

»Vi er bekymrede for Magnus' trivsel og læring, og vi kan næsten ikke se andre muligheder end at flytte ham til en anden skole, selv om vi gerne så, at han blev på Sønderlandsskolen.«

Reaktionen fra Jimmy Vinding kommer bare få dage efter, at Villabyerne og BT kunne fortælle om flere forældre fra Tjørnegårdsskolen i Gentofte, der var bekymret over antallet af tosprogede elever, som skulle starte i skolens 0. klasser.

Men hvor de tosprogede elever på Tjørnegårddskolen udgjorde 24 procent af skolens 0. klasser, vil andelen af tosprogede elever i Magnus Vindings nye klasse udgøre 40 procent og henholdsvis 25 og 32 procent i de to andre 5. klasser på årgangen

Og det er langt over de 18 procent, som Holstebro Byråd ifølge Dagbladet Holstebro vedtog i 2015 som loftet for skoleklasser, der dannes fra 2016. Men det loft gælder imidlertid primært for børnehaveklasser, lyder det fra leder af Sønderlandsskolen, Maria Braae.

»Det er også det loft, der gælder for de nye børnehaveklasser, men for at bevare kontinuiteten for de elever, som er i gang med skolen, har man valgt at fastholde nogle gode forløb med kammerater og lærere, for at sikre fagligheden og trivslen,« siger hun til Holstebro Dagblad.

Torben Gudiksen (R), der er formand for børn- og ungeudvalget i Holstebro, siger til Holstebro Dagblad, at hun »sagtens kan sætte sig ind i situationen,« men han understreger samtidig, at det fortsat er en målsætning at have mindst fem procent og højest 18 procent tosprogede i skoleklasserne i Holstebro, men at det formentlig vil tage nogle år, før det er implementeret.