Mærsk Mc-Kinney Møller stedes til hvile sammen med far, mor, kone, en bror og sin tante.

Når Danmarks største erhvervsmand begraves på lørdag, bliver det på familiegravstedet på Hellerup Kirkegård, hvor fem af skibsrederens familiemedlemmer er stedt til hvile.

Det drejer sig om Mærsks far og mor, hans kone, Emma, samt Mærsks to familiemedlemmer, broderen Hans og tanten Sally.

Grundlæggeren af Danmarks største erhvervs-imperium, der i dag inkluderer banker, supermarkeder, rederier, havne, olieudvinding og container-fragt var Mærsks far Arnold Peter Møller, der døde som 89-årig i 1965.

Ved siden af faderen ligger Mærsks mor, Chastine Estelle Roberta Mc-Kinney Møller, der oprindeligt var fra Roaring Springs, Kentucky, USA. Hun døde mange år tidligere i 1948. Og blev 67 år gammel.

På gravstedet ligger også Mærsks kone gennem 65 år, Emma Mc-Kinney Møller, der afgik ved døden i 2005. Da var hun 92 år.

De sidste to, der skal flankere skibsrederen på hans sidste hvilested, er Mærsks bror, som han kun nåede at kende som barn, samt hans fars søster, Sally, der døde i 1920, som 63-årig. Mærsks egen lillebror Hans fik en livstruende sygdom som dreng og døde som ni-årig i 1924.

Før Mærsk stedes til hvile på lørdag, er der mindehøjtidelighed i Holmens Kirke, København, der finder sted under det der kaldes ’private former’ af Mærsks efterladte.

Ifølge kommunikationschef i AP Møller Mærsk, Michael Storgård, betyder det, at det kun er familiens særligt indbudte, der deltager i begravelsen lørdag.

Ifølge Lene Balleby ved Hoffet inkluderer det Dronning Margrethe med Prinsgemal Henrik, Kronprins Frederik med prinsesse Mary samt Prins Joachim med Prinsesse Marie.

Hvem der ellers deltager vil familien ikke oplyse endnu. Men idet Mærsks netværk spredte sig over hele verden, formodes det, at der også vil være udenlandske gæster tilstede når Mærsk tage ud på sin sidste rejse lørdag klokken 15.00.