Hver fjerde dag må Fødevarestyrelsen trække madvarer tilbage på grund af blandt andet salmonella og listeria. Jævnligt sker det så sent, at maden allerede er spist.

Hver fjerde dag. Så ofte sker det i gennemsnit, at Fødevarestyrelsen trækker madvarer tilbage på grund af salmonella, plastrester, snudebiller og listeria. Det viser en gennemgang af alle tilbagekaldelser i 2013 og 2014, som Politiken har foretaget.

Samtidig sker det jævnligt, at madvarerne bliver trukket tilbage så sent, at de allerede er blevet spist. Og det er naturligvis et problem, mener Forbrugerrådet Tænks fødevarepolitiske medarbejder, Camilla Udsen:

»Tilbagekaldelsen skal ske så hurtigt som overhovedet muligt. Det er oplagt at se på, om der er nogle skridt i analysen af en fødevare, der er mistænkt for at indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, der kan tages hurtigere. For det er klart, at forbrugeren ikke kan bruge det til ret meget, hvis fødevaren først kaldes tilbage, længe efter at den er spist,« siger hun til Politiken.

Fra Fødevarestyrelsen understreger fødevarechef Bjørn Wirlander over for avisen, at styrelsen arbejder så hurtigt, den kan. Problemet er, forklarer han, at det tager mindst tre-fem dage at lave de nødvendige analyser, før varerne kan trækkes tilbage.

Onsdag offentliggjorde Fødevarestyrelsen resultatet af den kontrol, styrelsen har foretaget med danske virksomheder, der er blevet bedt om at tilbagetrække produkter, som kom fra listeriaudbruddets kilde, Jørn A. Rullepølser.

Her konkluderede styrelsen, at 40 virksomheder har handlet for langsomt, og de kan nu alle sammen forvente en bødestraf på op mod 40.000 kroner.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) bebudede efterfølgende en skærpet kontrol fremadrettet.