For få årtier siden var det utænkeligt at være alenefar. Det var nærmest en naturlov, at mor skulle have børnene. I dag er der over 30.000 af slagsen Danmark. Men hvordan er det at være enlig far? BT har talt med to af dem, der står på den anden side af skilsmisserne, dødsfaldene og de forliste kærlighedseventyr

Siden 2010 er antallet af alenefædre steget med næsten 20 procent. Og går man 15 år tilbage i statistikkerne, er der tale om en stigning på over 60 procent.

Men selvom det er blevet mere almindeligt, at far bliver bopælsforælder for børnene, er der alligevel stadig næsten fem gange så mange mødre, der er alene med børnene.

Det er oftest også mødrene, man hører om i medierne. Det er de enlige mødre, der bliver lavet tv-programmer om, og det er dem, der bliver oprettet særlige fonde til. Søger du på ordet »alenefar«, foreslår Google symptomatisk nok, at du erstatter det med ’alenemor’.

Når mor flytter til Thailand

Otteårige Alexander og femårige Caroline ser kun deres mor én gang om året. Deres thailandske mor og danske far gik fra hinanden for godt fire år siden. Moderen rejste tilbage til Thailand, og fra den dag var det far, der stod for det hele.

Dennis Hansen lægger ikke skjul på, at det var en stor opgave, da han som 27-årig blev aleneforælder til to små børn.

»I begyndelsen handlede det bare om at overleve og sørge for, at børnene havde det godt. Alt andet blev skubbet til side. Jeg var måske lidt for meget en drengerøv før. Jeg var ikke helt afklaret og ikke helt færdig med at skulle give den gas. Men når man er alene om to små børn, er der altså ikke så meget tid til fodbold og byture,« siger Dennis Hansen, der i dag er 32 år og selvstændig brolægger.

Der gik dog ikke længe, inden den lille familie fandt balancen igen. De fik nye rutiner, og Dennis Hansen fik mere overskud og energi.

»Det første år var hårdt, men derefter fandt vi alle tre rytmen. Når man skal klare alting selv, finder man ud af, at det kan man faktisk sagtens. Man bliver ikke en klynker af det, men får derimod flere hår på brystet,« siger han.

Det er sjældent, Dennis Hansen møder lignende familiekonstruktioner. Alenefædrene er klart i undertal.

»Når man møder op til et forældremøde, eller når ens søn begynder til fodbold, er det da lidt specielt at være alenefar. Folk er mere vant til, at det er omvendt. At det er moderen, der er alene tilbage med børnene. ‘Du gør det sgu godt’, får jeg ofte at vide. Men jeg synes ikke, det er noget særligt at være stolt af, og det er ikke synd for mig. Jeg er jo bare forælder for mine egne børn.«

Ramt af depression

Moderen var ramt af en depression, da forholdet gik i stykker, og hun valgte at forlade børnene og flytte tilbage til Thailand. Hver uge skyper børnene med hende, og én gang om året besøger de hende i Thailand.

Selvom børnene trives og har det godt, kan Dennis Hansen godt mærke, at deres mor ikke er der.

»Alle børn har brug for noget maskulint og  noget feminint. Min søn kan godt blive ked af, at de andre børn i skolen bliver hentet af deres mor. Selvom min datter ikke rigtig kan huske tiden før, kan jeg også mærke, at det sidder i hende. Hun stoler for eksempel meget mere på mænd end på kvinder,« siger han.

Når mor dør

32-årige Mads Jørgensen mistede sin kone sidste år. Nu står han alene med sin fireårige datter. Han kan sagtens finde ud af at flette hår og lægge neglelak, men når datteren kommer hjem fra børnehave og er ked af, at de andre børn bliver hentet af deres mor, må han holde om hende og tilbyde dobbelt så mange kys.

Mads Jørgensen fra Vejle blev alenefar, da hans kone Lena Jørgensen døde for 12  måneder siden. Tosomheden med datteren Josefine har krævet tilvænning. Når man pludselig står alene med en fireårig, er der en del praktisk, der skal gå op.

»Heldigvis var jeg vant til at tage mig af det huslige, så det med hverdagen har vi klaret. Overraskende godt, faktisk. Josefine er glad og trives, og det er det vigtigste. Men vi savner stadig Lena, og indimellem kan jeg alligevel godt blive bekymret for, om jeg gør det godt nok. Jeg er jo vant til at have en sparringspartner, og nu står jeg alene med begge kasketter på,« siger Mads Jørgensen, der arbejder som pædagog på Petersmindeskolen i Vejle.

I 2013 fik Lena Jørgensen konstateret brystkræft. Hun fik fjernet det ene bryst og begge æggestokke, og i løbet af 2014 fik hun det bedre. Hun genoptog arbejdet og hverdagen, og familien troede, hun var rask igen. De tog fejl. I foråret 2015 døjede hun med smerter i ryggen og begyndte at gå til fysioterapeut og kiropraktor. Smerterne spredte sig dog også til nakken, men da hun tidligere var faldet på en gåtur med familiens hund, troede de, at der måske var tale om et piskesmæld.

Til en regelmæssig kontrol kort før sommerferien fik familien dog en knusende besked. Kræften var tilbage, og denne gang i en dødelig udgave. Sygdommen havde spredt sig til knoglerne og sad nu i ryg, skuldre og ribben, så handlemulighederne var indskrænket til livsforlængende kemobehandling.

Smerter i hovedet

Indtil vinterferien 2016 var sygdommen rimelig stabil, men pludselig fik hun enorme smerter i hovedet. Hun nåede lige at være med til at fejre Josefines fireårs fødselsdag den 2. marts sammen med vennerne fra børnehaven, inden hun dagen efter fik besked om, at hjernehinderne nu også var ramt af kræft. Fire dage efter, den 7. marts, var hun død.

Fra den dag var Mads Jørgensen alenefar. Langt hen ad vejen er det en rolle, der er faldet ham naturlig. Blandt andet fordi han som pædagog er vant til at arbejde med børn. Og så har han undervejs i sygdomsforløbet været mentalt forberedt på, at han måske en dag ville stå alene med datteren. Derudover har venner, familie og kolleger stået klar med en hjælpende hånd. I begyndelsen fik han også rådgivning fra Kræftens Bekæmpelses patienthus. Det sværeste har været at få Josefine til at forstå, at hendes mor ikke kommer igen.

»Livet skal gå videre. Selvom hun er savnet, var det også en slags lettelse, da hun døde. I sygdomsperioden var alt sat på pause. Nu er der plads til at bygge en hverdag op igen,« siger han.
Mads Jørgensen regner også med, at han på et tidspunkt finder en ny kæreste og måske også får flere børn. Og dermed også en ny mor for Josefine. Det betyder dog ikke, at hans afdøde kone bliver glemt.

»Inden Lena døde, lovede jeg hende, at Josephine aldrig vil glemme hende,« siger han.

Josefine har sin mors gamle nøglering med i børnehave, der hænger billeder af dem alle tre på hendes værelse, og når Josefine bliver teenager, får hun sin mors gamle smykker, parfumer og lignende i konfirmationsgave. Og så har Lena Jørgensen i al hemmelighed skrevet en livsberetning, inden hun døde, som Josefine får, når hun bliver gammel nok.