Mandag blev 26-årige Mads Brix Baulund ramt af et tog på Vesterport Station i København tidligt om morgenen. Konsekvenserne har dog ikke taget modet fra den unge mand.

Mandag morgen var Mads Brix Baulund ude for en chokerende oplevelse. Han blev påkørt af et tog på Vesterport Station, da han var på vej til træning.

BT har været i kontakt med Mads Brix Baulund, der fortsat er indlagt på hospitalet.

Han har givet BT lov til at gengive et opslag fra sin Facebook-side om ulykken. Her skriver han:

'I går morges var jeg på vej til en tidlig træning, men fik et ildebefindende på Vesterport Station. Jeg kan ikke huske meget, men er i hvert fald faldet ned på sporet og vågnede ved, at toget rammer min fod,' skriver han.

Allerede mandag kom der hurtigt en melding fra politiet om, at personen, der var blevet ramt på Vesterport Station, var i live.

Politiet fortalte til BT:

»Det er et hændeligt uheld. En person falder ned på skinnerne, og vedkommende har ikke fået livstruende skader,« sagde vagtchef Lars Westerweel.

Mads Brix Baulund oplyser dog, at påkørslen gjorde, at lægerne måtte amputere hans venstre for-fod. Han har dog stadig både hæl og ankel tilbage.



Noget han selv vurderer som en fordel, når han skal starte sin genoptræning. Og på trods af den hårde oplevelse, vælger Mads Brix Baulund at se positivt på tingene:

»Jeg er efter omstændighederne okay, og har valgt at se fremad - det andet kan ikke bruges til noget, selvom jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe det danske goalball-landshold til oprykning ved B-EM i Portugal,« skriver han.