Hvad der skulle have været en lille, stille træningstur på en ny mountainbike i Rude Skov, endte med syv timer på operationsbordet for den kendte tv-kok Thomas Castberg, 39, fra TV3s populære madprogram ’Masterchef’.

Et voldsomt styrt rev kinden i højre side af ansigtet op og knuste øjenhule og kindben, og flere hold kirurger på Rigshospitalet måtte operere på skift for at få rekonstrueret og lappet hans ødelagte ansigt sammen.

Thomas Castberg, der er far til tvillingedrenge på toethalvt år, var i gang med at træne op til verdens hårdeste amatørcykelløb, La Marmotte, da ulykken skete i begyndelsen af juni.

- Jeg var ude at køre mountainbike, som jeg har gjort i mange år. Jeg havde fået en ny cykel, der var sat anderledes op, og styrtet skete på et stykke, der ikke er særlig voldsomt. Da jeg skal køre over én af de små, smalle broer på stien, glider forhjulet, og jeg må have hamret ansigtet ned i broen. Herefter er min tidsfornemmelse skredet. Da jeg rejser mig op og kigger ned, kan jeg se, at kinden i højre side er revet op, og det viser sig senere, at både min øjenhule og kindben er knust.

- Jeg var vildt bange for at besvime og forbløde. Jeg begyndte at råbe panisk højt, samtidig med at jeg fik kontakt over telefonen med 112. De spørger, hvor jeg er, og jeg kan kun svare: ’Jeg står på blå spor i Rude Skov med mit ansigt i hånden. I må komme.’

- Havde jeg nu haft en 112 app i min telefon, havde de med det samme kunnet se nøjagtig, hvor jeg var, fordi den sender gps-koordinaterne til alarmcentralen. Men jeg havde aldrig hørt om den, siger Thomas Castberg og fortsætter:

- Jeg var i samme tilstand, som man hører om mødre, der er i stand til at løfte en tung sten, fordi deres barn ligger nedenunder, og adrenalinen pumper. Om der gik 30 sekunder eller tre minutter, ved han ikke. Men der kom et løbepar forbi på stien, og skæbnen ville, at den kvindelige løber var sygeplejerske.

- Jeg giver hende telefonen, men hun kan heller ikke forklare nærmere, hvor vi er. Så hun løber af sted for at skaffe hjælp, mens hendes mand, der er arkitekt, bliver siddende hos mig. ’Ser det slemt ud’, spørger jeg, og han prøver at lade være med at gøre mig mere urolig med at sige, at det ikke ser så godt ud. Jeg er dem dybt taknemmelige for, at de fandt mig og sørgede for at skaffe hjælp, og vi har stadig kontakt.

Fandt læger ved grillfest

I mellemtiden har den kvindelige løber fundet nogle villaer og løber ind i en have, hvor der er et grillselskab. Sådan som jeg husker det, sidder der to læger, der straks kommer ud til mig og løbende kan rapportere til lægeambulancen og traumecentret på Rigshospitalet, hvordan det står til med mig, forklarer Thomas Castberg og fortsætter:

- Den ene af lægerne er professor på Rigshospitalet, og han kan se, at den er rivende gal, og at jeg har brug for ekspertise til at få reddet mit ansigt, så han sørger for, at jeg bliver kørt til Rigshospitalet, hvor de har a-kæden inden for plastik- og mikro-kirurgi. Det er jeg selvfølgelig taknemmelig for i dag.

Opereret i syv timer

Ved operationen, der varer i syv timer, får Thomas Castberg en ny, kunstig øjenhule, der er lavet af titanium, og 3-4 titaniumplader og skruer skal holde sammen på det knuste kindben.

En uge efter måtte han på operationsbordet igen, fordi den nye øjenhule skulle rettes til, så øjet ikke sad skævt.

Efter en måned på flydende kost, hvor Thomas Castberg tabte 7,6 kilo, har han nu fået lov til at spise mere almindelig mad, og klappen for øjet er også væk.

- Man tænker jo altid: Det går aldrig ud over mig. Det rammer altid naboen. Men når det sker, så oplever du pludselig, at der er sket noget, der ikke kan gøres om. Du bliver konfronteret med, at du ikke er udødelig. Jeg er så glad for, at jeg overlevede og kom til at se mine børn og kæreste igen. ’Masterchef’ og alt andet var så langt væk. Jeg er meget pragmatisk, og var mit ansigt blevet for ødelagt til at kunne vises på tv, måtte jeg lave noget andet. Men jeg har fået meget støtte fra TV3 hele vejen, og heldigt nok er der pause i optagelserne, så sårene kan nå at hele endnu mere op.

Læs også: 

Men når Castberg dukker op i forårets udgave af ’Masterchef’, vil han muligvis have fået briller. - Det er ikke til at sige, hvor meget skade synet har taget, så jeg skal muligvis bruge briller i fremtiden, men brillerne kan ikke skjule, hvad der er sket, siger Thomas Castberg.

Mountainbiken er solgt

Han går til kontrol hver uge, og lægerne er meget tilfredse med helingsprocessen.

- Jeg ryger ikke, har ikke rørt alkohol og har trænet 14 timer om ugen op til cykelløbet, så jeg er i god form, og det har ifølge lægerne været med til, at helingen er gået så godt. Der er stadig en del hævelser, men det tager tid, inden de er helt væk. Og der går også lang tid, inden der er det fulde overblik over skaderne. Jeg er stadig følelsesløs i læben, men hverken tænder eller ansigtsnerve er blevet beskadiget, og det er meget heldigt.

Der findes billeder inden operationen, men dem har Thomas Castberg ikke haft lyst til at se. Men som konsekvens af ulykken har han sagt farvel til mountainbiken. Den er solgt, og alt udstyr er givet væk.

- Jeg har mødt mange læger i de sidste uger, og de fortæller, at næst efter børn på trampolin og hestepiger, så ser de de værste skader på folk, der kører mountainbike. Havde jeg brækket en hånd, havde jeg nok kørt på den nu. Jeg har altid vidst, at der var risici, men nu er jeg bange, og det går ikke, når man kører mountainbike. Umiddelbart er det et latterligt uheld. Men du er kun herre over tingene så langt. Resten er tilfældigheder. Behovet for at sove efter ulykken er stadig stort.

- Vi tror jo alle sammen, vi kan komme os meget hurtigt, men jeg må indstille mig på, at det kommer til at tage nogle måneder. Kroppen glemmer det aldrig. Men det er et enormt privilegium for mig, at det er sket, mens der er pause i ’Masterchef’-optagelserne.

Afbud til Folkemødet

Dagen efter uheldet skulle Thomas Castberg lave forside-foto til en kommende kogebog over sine favoritretter og have stået for forplejning på Folkemødet på Bornholm, sådan som han har gjort de seneste år.

- Jeg er dybt taknemmelig for det danske hospitalsvæsen, men man bliver ikke et rask menneske af at ligge på hospital. Man bliver klar over, hvor syg man er. Jeg tror, reaktionen kommer på et eller andet tidspunkt. Den er ikke kommet endnu. Indtil videre har jeg håndteret det fysisk med at komme op og gå og fungere normalt igen og gå rundt med en dum bøllehat i sommersolen, fordi jeg ikke må få sol i ansigtet. - Mine to tvillingedrenge var på hospitalet og se mig fra begyndelsen og har fulgt godt med. Deres reaktioner var: ’Far – av-av’.

FAKTA OM THOMAS CASTBERG:

39 år, og far til tvillingerne Svend og Bjørn på 2 ½ år.

Han bor på Amager med sin kæreste Line.

Har været dommer i TV3s madkonkurrence ’Masterchef’ i fem sæsoner og seks Masterchef-specials.

Uddannet hos René Knudsen i Aarhus.

Har arbejdet på Michelin-restauranten Kommandanten i København og hos Camilla Plum.

Køkkenchef i Meyers Madhus og siden køkkenchef hos Aarstiderne.

Nu tv-kok på fuld tid på TV3s ’Masterchef’.

FAKTA: 112 APP (Læs mere om app'en her)

112 app er gratis og udviklet i tæt samarbejde med Miljøministeriet, Geodatastyrelsen, politi, Københavns Brandvæsen og Trygfonden.

Den virker kun i Danmark. Samtidig med, at du trykker på 112 app, vil telefonen sende gps-koordinaterne for, hvor du befinder dig, så hjælpen kan nå hurtigere frem.

112 app virker ikke, hvis mobilens gps er deaktiveret. Den kan kun sende gps-koordinaterne på steder med dataforbindelse, og der skal være 25 pct. batteri på telefonen.