En stor del af danskerne mener, at vi i det danske samfund er for tolerante over for herboende muslimer. Spørgsmålet er, om det skyldes, at danskerne har fordomme om »de fremmede« eller kæmper en reel kamp for sande, danske værdier.
Ligestilling mellem kønnene, personlig frihed, ytringsfrihed og demokrati. Det er de grundlæggende værdier i det velfærdssamfund, som det har taget danskerne hundredvis af år at opbygge, og som nogle danskere føler sig truet på i mødet med muslimer, skriver Berlingske.
I hverdagen kommer værdikampen dog ofte mere ydmygt til udtryk i frikadelle-krige, juletræsballader og diskussioner om, hvorvidt kassedamen i Netto må bære tørklæde. Men kampene er vigtige for mange danskere. I sommer gik krigen om grisekødet da også så hårdt for sig, at landets statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), følte sig kaldet til at forsvare servering af svinekød i institutioner, hvor der også er muslimske børn.
»Vi skal passe på, at de danske traditioner ikke sniger sig ud af de offentlige institutioner,« understregede hun.
En stor del af danskerne deler tilsyneladende statsministerens bekymring for, at hensynet til mindretallets kultur kan blive for stort – at vi ved at give mere plads til nydanskere får mindre plads til os selv. I hvert fald svarer hver tredje dansker, der ikke selv er muslim, i en ny undersøgelse som TNS Gallup har foretaget for Berlingske, at de oplever danskerne som værende for tolerante over for herboende muslimer.
En af dem er tidligere politimand i Sønderborg Egon Adolphsen.
»Muslimer skal ikke påvirke min hverdag, fordi de tilfældigvis er muslimer. Vi har givet dem lov til at være her, og vi skal behandle dem ordentligt. Men de skal også være ordentlige ved os,« siger han.
Dermed mener han dog ikke, at muslimer helt skal droppe deres egen kultur.
»Det gjorde danskerne jo heller ikke, da de tog til USA,« uddyber Egon Adolphsen.
I 2012 skrev han et læserbrev i JydskeVestkysten om den daværende juletræsballade i Kokkedal, hvor et muslimsk flertal i afdelingsbestyrelsen for boligforeningen Egedalsvænge stemte nej til det årlige juletræ.
»Juletræet er en dansk tradition, og den skal muslimerne ikke stoppe. De behøver ikke selv have et juletræ i stuen, og de muslimske børn skal have mulighed for at vælge noget andet end svinekød, men vi skal ikke ændre de danske traditioner. Så må man lave to slags frikadeller. Vi skal være her, og de skal være her. Der er masser af plads til dem. De skal bare ikke sætte min dagsorden. Der sætter jeg grænsen,« siger Egon Adolphsen.
Og det er fuldt berettiget, mener Mehmet Necef, lektor på Institut for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og en af forfatterne bag bogen »Er danskerne racister?«. I bogen konkluderer han, at danskerne ikke er racister, selv om flere forskningsprojekter i gennem tiden har konkluderet det. For danskernes modstand mod eksempelvis muslimer kan være helt rationel og velbegrundet, og det er ikke det samme som racisme.
Han opfordrer ligefrem danskerne til at holde fast i deres egne værdier og advarer imod at lade sig knægte af andres.
»En beslutning om kun at servere halalslagtet kød er forfejlet, fordi den slags tiltag, der tager særlige hensyn til en bestemt gruppe, skaber irritation hos den anden gruppe,« siger Mehmet Necef til Berlingske.
Han påpeger, at irritationen ifølge Gallup-undersøgelsen rammer bredt politisk, idet alle partier er repræsenterede i gruppen, der mener, at danskerne er for tolerante.
»20 procent af dem, der stemmer Enhedslisten mener, at vi er for tolerante over for muslimer, og de øvrige partier er også repræsenteret. Så selv blandt multikulturalister, altså folk der har en positiv holdning til muslimer og indvandrere, er der en vis irritation. De har også værdier, som de vil værne om,« siger han.
Kun to procent SFere mener, at vi er for tolerante over for muslimer. Det mener Mehmet Necef dog ikke nødvendigvis er udtryk for, at de er de mest tolerante, men at de ikke har indset, at integration ikke er uproblematisk. For selv om det umiddelbart er frikadeller og juletræer, der kommer mest i fokus, ligger der to meget forskellige værdisæt bag.
»Det er jo nogle store ting, der skiller os ad rent værdimæssigt, og jeg mener ikke, at det danske samfund skal dukke sig eller føle sig ramt af anklager om at være kulturimperialister. Sagen er jo ikke, at det er vores værdier, men at det er bedre værdier. Et samfund, hvor mænd og kvinder er ligeværdige, er bedre, og et samfund, der respekterer minoriteter som homoseksuelle, er bedre,« siger han.
Lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen mener, at det mest overraskende ved undersøgelsen er, hvor lidt danskernes holdninger har ændret sig til trods for, at der efterhånden er gået mange år, siden de muslimske indvandrere kom til Danmark.
»Assimileringskravet ligger ret tungt i den danske befolkning. Vi har en meget etnocentrisk kultur, og når man taler integration i Danmark, mener man i virkeligheden assimilation. Mange vil nok også sige, at assimilering er en forudsætning for integration,« siger han.
Og det er ikke alle steder, at man ser på forskelle på den måde, mener forskeren:
»I USA for eksempel vil du ikke finde assimilationskrav i så høj grad, men vi har jo været enestående homogene, så vi vil gerne rette ind. Et godt eksempel er det her med tørklædet. Går man med tørklæde, bliver man mødt meget kontant af danskerne – <saxo:ch value="226 128 153"/>det gør kvinder ikke i Danmark, hvorfor gør du det så? Er det fordi, du gerne vil manifestere, at du ikke er dansk? Hvad laver du så her?’«.
Han mener heller ikke, at danskerne er racistiske. Til gengæld er de selvsmagende.
»Det mest rammende ord er etnocentrisk, der betyder en følelse af, at vores værdier er bedre end andres. De er bedre end dem, indvandrerne har. Det er en meget grundlæggende intolerance – nu skal I bare gøre, som vi siger. Det er en følelse af kulturel overlegenhed«.
Ifølge professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på RUC Kirsten Simonsen er det ofte de banale hverdagsting, som danskerne reagerer på i forhold til muslimer, for eksempel den anderledes mad og beklædning. Hun kalder det en form for hverdagsracisme.
»I Danmark har vi jo ikke den der voldelige racisme, som vi finder i andre europæiske lande i øjeblikket, for eksempel i Grækenland. Det er mere en symbolsk vold, hvor man hele tiden har den her lille afstandtagen,« siger Kirsten Simonsen.
Jens Peter Frølund Thomsen mener, at et af de største problemer i forhold til integration er, at danskere og indvandrere i meget høj grad lever parallelle liv, som sjældent krydser hinanden. Derfor bliver fordommene aldrig brudt.
Samme opfattelse har Lise-Lotte Duch, leder af FAKTI, en forening for flygtninge og indvandrerkvinder, som tilbyder undervisning, aktiviteter og rådgivning til kvinder med indvandrerbaggrund.
»Hvis jeg havde en pakistansk nabo, ville jeg måske synes, at deres børn larmede, at der lugtede af karry, og at deres sko ude på trappeafsatsen var pisseirriterende – lige indtil den dag, hvor jeg lærer dem at kende og oplever, at konen er smaddersød og tilbyder at købe cola til mig, når jeg ligger og har influenza. Så ville jeg pludselig blive meget mere tolerant over for de andre ting,« siger hun.
Ifølge Gallup-undersøgelsen har kun 27 procent muslimer i deres netværk – det værende alt fra kolleger til familiemedlemmer. Men Mehmet Necef mener ikke, at mere kontakt vil øge tolerancen og afviser den såkaldte »kontakthypotese«, der lyder, at årsagen til intolerance over for en anden gruppe er, at de ikke har kontakt med dem, og at hvis de havde kontakt, ville de være mere tolerante.
»Men det er jeg ikke sikker på. Bor du som dansk intellektuel på Østerbro og har kun kontakt med indvandrere, som er dine kolleger eller medstuderende på universitetet, så stemmer du radikalt og er meget tolerant. Har du omvendt meget kontakt med indvandrere, bliver du mere indvandrerkritisk, fordi du oplever problemer med dem. For der er også en virkelighed derude, som kan være chokerende. Folk kan have rationelle bekymringer. Det er ikke det samme som at have fordomme,« siger Mehmet Necef, der fortsætter:
»Vi skal ikke udføre sindelagskontrol. Men når vi oplever situationer som æresdrabet på Ghazala Khan, som blev skudt af sin storebror på Slagelse Station i 2005, siger vi stop. Hvad skulle vi ellers have gjort? Sagt, at det er okay, fordi det i jeres kultur er okay, at storebror skyder sin søster og hendes mand? Nej, vi giver 14 år og en udvisning til den tante, der var med til at lave en fælde for Ghazala. Vi skal være høflige og pædagogiske, men der er nogle ting, vi ikke vil acceptere,« siger han.
Egon Adolphsen møder ikke mange muslimer i sin hverdag – andet end da han gik på gaden i Sønderborg som betjent, hvor han ofte holdt øje med indvandrerdrengene, som han havde et godt forhold til.
»I grunden er muslimer jo ikke anderledes end os andre. Hvis jeg mødte en, jeg harmonerede med, kunne jeg fint være ven med en muslim. Men det kræver, at jeg møder ham under omstændigheder, hvor vi kan blive venner. De kommer ikke i foreningerne, og hvis jeg går til koncert nede i byen og kigger rundt, er der måske en med tørklæde og én der ligner en muslim ud af 100 mand i salen. Hvis jeg går i teatret, er der 400 mennesker, men der er ingen muslimer. Jeg ved ikke, hvor jeg skal møde dem, og jeg har ikke lyst til at gå ned i ghettoen og sige ’hej, jeg hedder Egon<saxo:ch value="226 128 153"/>«.
