Lotte Hansen: Danmark er igen kommet i de internationale aviser i en sag om ytringsfrihed.

Må Bendtner skrive, at han savner en dansk frikadelle? Ja, siger Folketinget. Nej, siger DBU.

Huttelihut, så er vi kommet på forsiden igen med en ytringsfrihedssag. Nabolandene Sverige, Tyskland og England skriver om os, og sagen er også nået til Tyrkiet, Indonesien og USA. Dramaet består i, om fodboldlandsholdsdrengene må twette og bruge Facebook under slutrunden i EM. Altså om de må sende små søde beskeder på nettet om deres sure trøjer, og om de er vilde med den Ukrainske rødbedesuppe på hotellet. Det må Zlatan gerne skrive for sin landstræner i Sverige, men den går ikke i Danmark. I de tyske medier nævner man også, at bookmakerne spiller på, om Bendtner og Co kan holde kaje.

DBU siger nej, og selvom de har forsøgt at give aben videre til landstræner Morten Olsens enerådige trænerbeslutning, så virker det mildest talt gak. Så gak at vores kulturminister har følt, at han skulle kommentere, at han ikke synes, det er fornuftigt, og mener, det er en forkert beslutning. Han citeres i den internationale presse for, at det strider mod ytringsfriheden.

Men Uffe Elbæk er ikke alene i sagen. Her er for alvor en sag, som hele Folketinget kan stå sammen om. Fodbold plejer jo at kunne samle nationen, og her har det altså samlet Christiansborg. Medlemmer fra Enhedslisten, S og DF kalder det unfair, fjollet og noget pjat. Socialdemokraternes idrætsordfører øser dog af sin strategiske viden omkring fodbold ved at markere, at der kan være taktisk grunde til forbuddet.

Venstre vil stille et § 20-spørgsmål i sagen - Michael Aastrup Jensen siger til Politiken, at ’Vi implementerer censur og en begrænsning af ytringsfriheden for vores spillere. Jeg synes, det er sørgeligt, og jeg synes, at man viser total mangel på overblik, når man fra DBU’s side prøver at begrænse brugen af Twitter og Facebook.

På twitter har vi muntret os over den såkaldte twittergate hele dagen tirsdag. Her er to af de rigtigt sjove tweets fra @vestereng: DBU udgiver kun den nye landsholdssang ’Vi vandt i dag på vinyl! Send en fax til 43262245 for at købe dit eksemplar!’ Eller denne: ’DBU har netop meddelt, at landsholdet vil blive fragtet til alle kampene under EM-slutrunden.... til hest!’

Jeg @lottehansen kommenterede i går morges at Caroline Wozniacis tweet om hendes cookies og kæresten hjemmelavede fajitas garanteret har gjort hende totalt ufokuseret på tennisbanen. Eller hvad? Den danske tennisstjerne twetter lystigt til sine mere end 300.000 fans. Med twitter har hun en direkte kontakt til sine fans, og som sportsstjerne kan det være meget godt.

Mange danske medier erklærer Wozniaci for færdig, hver gang hun har spillet en dårlig kamp og giver hende måske ikke helt samme opmærksomhed, hvis hun spiller to gode. På twitter kan hun tale direkte til sine fans. Det er der masser af god musik i, men det bliver altså ikke til landsholdsmusik denne gang.

De danske politikere er i samlet flok i oprør mod landsholdets mundkurv. Om Folketinget vil gribe ind og give spillerne ytringsfriheden tilbage, er tvivlsomt. Kulturministeren forsøgte i hvert fald at lukke sagen igen i går.

Af Lotte Hansen, BTs politiske kommentator