Til oktober skal den morddømte Peter Lundin være far for anden gang, men hvis han skal se den kommende søn, bliver det formentlig inde bag tremmerne i Anstalten ved Herstedvester.

Her afsoner han nemlig en livstidsdom for det tredobbelte drab på Marianne Pedersen og hendes to sønner tilbage i 2000, og der er efter alt at dømme ingen udsigt til, at han kommer på fri fod foreløbig.

Det er dog langtfra første gang, at en indsat i Anstalten ved Herstedvester får et barn. Derfor har man indrettet særlige besøgslejligheder, hvor de indsatte kan få lov til at overnatte med deres børn.

Lejlighederne er indrettet med højstole til små børn, hyggelige billeder på væggen og legetøj, som børnene kan underholde sig med. Alt sammen i et forsøg på at skabe et miljø, der er minder så meget om et almindeligt hjem som overhovedet muligt.

Lejlighederne blev indrettet i 2010 for at forbedre forholdene for kvindelige indsatte med børn og børnebørn.

- I dag bruges lejlighederne også til andre grupper end kvinder, men formålet er stadig at give de indsatte og deres børn mulighed for at være sammen i naturlige rammer, så de kan opbygge og udvikle den vigtige personlige kontakt, står der på Anstalten ved Herstedvesters hjemmeside.

Kræver en tilladelse

Men selvom der er sådanne lejligheder i Herstedvester, så er det ikke ensbetydende med, at Peter Lundin får lov til at bruge lejlighederne, fordi det kræver en særlig tilladelse.

- Tilladelsen til at bruge lejlighederne gives kun efter en konkret vurdering af ordens- og sikkerhedsforhold, skriver Anstalten ved Herstedvester på deres hjemmeside.

På samme måde er det også tvivlsomt, om Peter Lundin får lov til nogensinde får lov til at komme ud og se sin kommende søn uden for murene. Han har nemlig utallige gange fået afslag på udgang, og da han blev dømt, skrev Retslægerådet en erklæring om, at han skulle undersøges grundigt og erklæres ufarlig, inden han kunne sættes på fri fod.

I 2013 fik Peter Lundin afslag på prøveløsladelse, da han havde afsonet tolv års fængsel. Næste gang er i 2015, hvor han har afsonet 14 år af sin livstidsdom.

Se billederne fra besøgslokalerne på Anstalten ved Herstedvester i videoen i toppen.